Reddet af rigmand

Alt tyder på, at det prestigefyldte styrtløb i Wengen kan fortsætte, efter at en rigmand er trådt til

I januar vandt schweizeren Beat Feuz sit hjemlands store styrtløb for tredje gang. Foto: Leonhard Foeger/Reuters
I januar vandt schweizeren Beat Feuz sit hjemlands store styrtløb for tredje gang. Foto: Leonhard Foeger/Reuters

Det klassiske styrtløb i den schweiziske by Wengen fortsætter alligevel som en del af skisportens internationale World Cup-kalender.

På grund af en strid om fordeling af tv-penge mellem Wengen og Schweiz' Skiforbund, Swiss Ski, var løbet ellers alvorligt truet af lukning fra og med sæsonen 2021/22.

Men nu har forretningsmanden Jörg Moser skudt et beløb svarende til lidt over to millioner danske kroner ind i løbet, der blev kørt for første gang i 1930.

Ifølge Swiss Ski udligner pengene arrangementets 'strukturelle underskud'.

- Derudover giver donationen tid til at nå frem til en god afslutning på forhandlingerne og dermed trække ansøgningen om at erstatte Wengen i World Cup-kalenderen tilbage, skriver Swiss Ski.

Den truende lukning af et af sportens største løb har ført til stor opstandelse i det internationale skisportsmiljø.

Sportsfolk, politikere og embedsmænd har blandet sig i debatten i håb om at redde løbet, der har taget navn efter bjerget Lauberhorn.

'Lauberhornrennen' er især berømt, fordi styrtløbet med sine fire en halv kilometer er det længste i international skisport.

Schweizeren Beat Feuz vandt i januar 2020-udgaven af løbet. Det var tredje gang i karrieren, Feuz triumferede i hjemlandets største styrtløb.

Se også: Her er kærestens hemmelighed

Se også: Offensiv Brøndby-melding

Se også: Farce i dansk håndbold

0 kommentarer
Vis kommentarer