Schweizisk skistjerne udbygger World Cup-føring med ny sejr

For anden dag i træk var schweizeren Lara Gut-Behrami hurtigst ved et styrtløb i Val di Fassa

Lara Gut-Behrami jubler efter lørdagens nedkørsel på pisten i Val di Fassa. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Lara Gut-Behrami jubler efter lørdagens nedkørsel på pisten i Val di Fassa. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Den schweiziske skistjerne Lara Gut-Behrami har ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt af sæsonen.

Lørdag var hun for anden dag i træk den hurtigste skiløber på pisten ved kvindernes styrtløb i norditalienske Val di Fassa.

Sejren blev sikret med en margin på 0,32 sekunder ned til landsmanden Corinne Suter og yderligere 0,36 sekunder ned til tyskeren Kira Weidle på tredjepladsen.

Dermed har Lara Gut-Behrami nu vundet de seneste fire World Cup-løb - to i super-G og to i styrtløb.

Mellem World Cup-sejrene blev der afviklet VM i de alpine konkurrencer, og her snuppede hun guldet i både storslalom og super-G, mens hun måtte nøjes med bronze i styrtløb.

Med lørdagens sejr udbygger den formstærke schweizer sin føring i kvindernes samlede World Cup, så hun nu har mere end 100 point mere end nummer to, slovakken Petra Vlhová, der har sin styrke i slalomkonkurrencerne.

I hvert løb er der 100 point til vinderen, mens pointhøsten reduceres for hver placering blandt de øvrige skiløbere i top-30.

Tidligere gik lørdagens vinder under navnet Lara Gut, men i 2018 giftede hun sig med fodboldspilleren Valon Behrami og forlængede efternavnet en anelse.

Søndag fortsætter World Cuppen med endnu en konkurrence i Val di Fassa, når der skal konkurreres i super-G. Søndagens konkurrence er World Cup-afdeling nummer 25 ud af 33 i sæsonen.

Det er dog den næstsidste super-G-afdeling i sæsonen, og Lara Gut-Behrami skal blot være blandt de 25 bedste i søndagens løb for at sikre sig sæsonens samlede sejr i super-G.

Også herrerne var på pisten lørdag, hvor man afviklede den første af to storslalomafdelinger i bulgarske Bansko.

Her var kroaten Filip Zubcic bedst og vandt foran den nykårede verdensmester Mathieu Faivre fra Frankrig.

Det er fortsat en anden franskmand, Alexis Pinturault, som fører samlet i World Cup-stillingen.