Søndag sætter Lindsey Vonn punktum for en flot karriere.
Den 34-årige amerikaner kører her i styrtløbskonkurrencen ved VM i svenske Åre - og det bliver med en bestemt og specielt inviteret gæst: Den svenske legende Ingemar Stenmark.
Med 82 World Cup-sejre forbliver Vonn den næstmest vindende i den alpine historie uden chance for at nå Stenmarks 86, og derfor ville amerikaneren gerne ære Stenmark i sin svanesang.
Det sker ved at Stenmark møder frem som tilskuer - men kun fordi Vonn tryglede ham om det.
- Han kommer. Vi har sendt beskeder til hinanden, og han havde i første omgang ikke tænkt sig at dukke op. Men jeg skrev til ham, 'please, please, please' - så nu kommer han, og jeg ser virkelig frem til det, siger Vonn til den svenske avis Aftonbladet.
Hun vil desuden ære den nu 62-årige mester ved at bære en specialfremstillet dragt i de svenske nationalfarver, blå og gul.
- Jeg har længe planlagt at bære de svenske farver under disse mesterskaber. Vi er jo i Sverige, men det er også for Stenmark, fordi han har betydet så meget for sporten.
- Hans rekord har været noget, der har motiveret mig, så dragten er både for at vise respekt opver for ham og landet, siger Lindsey Vonn.
Hun var fredag tilbage på pisterne efter sit styrt i tirsdagens Super-G-løb, hvor specielt hendes bagdel fik en hård medfart.
Det skete i den kombinerede konkurrence. Her valgte hun dog kun at deltage i styrtløbs-delen, hvor hun blev nummer otte.