Stjernen knuste alle ved VM: Får ubehagelig kritik

Tysk landstræner skyder med skarpt, efter Therese Johaug tørrede bagdel med konkurrenterne ved VM

Therese Johaug blev den helt store triumfator ved VM i Seefeld. Foto: Barbara Gindl/APA/AFP/Ritzau Scanpix
Therese Johaug blev den helt store triumfator ved VM i Seefeld. Foto: Barbara Gindl/APA/AFP/Ritzau Scanpix

VM i de nordiske skidiscipliner sluttede lørdag på den bedst tænkelige vis for den norske stjerne Therese Johaug.

Med en kraftpræstation af en anden verden ydmygede hun rivalerne på 30 kilometer-distancen, hvor nummer to (i øvrigt også en nordmand, Ingvild Flugstad Østberg) var 38 sekunder efter.

Og dermed nåede Johaug op på tre guld- og en sølvmedalje ved mesterskaberne i østrigske Seefeld.

Men hun og resten af den norske delegation måtte efterfølgende lægge øre til en i deres ører ubehagelig kritik fra den tyske landstræner, Peter Schlickenrieder.

For med Johaugs opsigtsvækkende dopingkarantæne på 18 måneder, der udløb i april sidste år, in mente, kaldte han præstationen søndag for opsigtsvækkende.

På den knap så flatterende måde.

- Jeg synes, det er lidt underligt, må jeg tilstå. Helt ærligt. Jeg ville have løjet, hvis jeg sagde, at det her er helt normalt. Hun er virkelig milevidt foran resten, og der findes den her forhistorie. Det er underligt, kom det hudløst ærligt fra Peter Schlickenrieder til den tyske tv-station ZDF.

Sportschefen i det tyske skiforbund, Andreas Schlütter, forsøgte efterfølgende at gyde olie på vandene overfor avisen Dagbladet og mente, at der måtte være tale om en misforståelse.

Johaug mellem Ingvild Flugstad Østberg og Frida Karlsson fra Sverige efter finalen søndag. Foto: Georg Hochmuth/APA/AFP/Ritzau Scanpix
Johaug mellem Ingvild Flugstad Østberg og Frida Karlsson fra Sverige efter finalen søndag. Foto: Georg Hochmuth/APA/AFP/Ritzau Scanpix
 

Reaktionen fra den norske lejr var opstandelse. Mildest talt.

Landstræner Vidar Løfshus blev nærmere stiktosset.

- Det er kort og godt for groft. Jeg tvivler stærkt på, at han har sat sig ind i Thereses dom - og hvilket fysisk kapacitet hun har. Men ingenting undrer mig, når misundelsen tager over, kom det benhårdt til Dagbladet.

Kommentaren fra Schlickenrieder kan tolkes som overraskende, da han og Andreas Schlütter og resten af det tyske landshold i øvrigt har lænet sig meget op af nordmændene og sparret med dem for at tage ved lære af de altdominerende nordmænd i langrendsdisciplinen.

Og de har tidligere udtalt sig positivt om deres træningsmetoder og indstilling.

Hovedpersonen selv tog det med ophøjet ro. Nærmest overraskende forstående.

- Jeg ved, at den sag vil forfølge mig resten af livet. Jeg ved, hvad jeg står for, og hvad jeg har gjort. Så må folk og journalister bare spørge. Jeg har taget min straf og er kommet tilbage. Folk må bare spørge, så skal de få svar, kom det høfligt og overbærende fra Johaug, der ellers alt andet lige må være dødtræt af doping efter nogle hårde år.

Therese Johaug afviklede et meget omtalt pressemøde i oktober '16, hvor hun forklarede sig efter den positive test. På pressemødet brød stjernen fuldstændig sammen. Foto: Hakon Mosvold/NTB/Ritzau Scanpix
Therese Johaug afviklede et meget omtalt pressemøde i oktober '16, hvor hun forklarede sig efter den positive test. På pressemødet brød stjernen fuldstændig sammen. Foto: Hakon Mosvold/NTB/Ritzau Scanpix
 

Hun endte med en karantæne på 18 måneder, efter en dopingtest i 2016 havde vist spor af det forbudte anabolske steroid clostebol i blodet, hvilket skulle stamme fra brug af læbepomade.

Den oprindelige dom på 13 måneder blev af det internationale skiforbund, FIS, anket til den internationale sportsdomstol, CAS, der ændrede dommen til 18 måneder, da man mente, at Johaug selv burde være ansvarlig for at vide, hvad præparaterne, hun bruger, indeholder.

I første omgang havde en landsholdslæge ellers taget ansvaret for at have rådgivet Johaug til at bruge den.

Den forlængede karantæne betød, at Johaug gik glip af Vinter-OL i Pyeongchang. I stedet valgte hun at tage til Seefeld og træne og træne og træne for at være klar til VM.

Det viste sig at være en god idé. Og siden comebacket for snart et år siden har hun i øvrigt ikke tabt et eneste individuelt løb, hun har stillet til start i.

Se også: Grimt styrt: Helikopter flyver skilstjerne på hospitalet

Se også: Ude i 958 dage: Bryder reglerne i utroligt doping-comeback

Se også: Skandaler tiet ihjel: 'De fuskede'

Se også: Deler kontroversiel doping-video: Nu er politimand fyret

Se også: Stjernen taget midt i bloddoping

75 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere