Svensk OL-guldvinder skifter sport: - Det dummeste jeg har hørt

Langrendsstjernen Stina Nilsson skifter langrend ud med skiskydning - men ikke alle kan se det smarte i det

Stina Nilssons beslutning kan ikke begribes af hendes tidligere landstræner. Foto: Christine Olsson/TT/Ritzau Scanpix
Stina Nilssons beslutning kan ikke begribes af hendes tidligere landstræner. Foto: Christine Olsson/TT/Ritzau Scanpix

Mens de fleste sportsmedier verden over bruger det meste af spaltepladsen på at skrive om aflyste begivenheder, så har langrendsstjernen Stina Nilsson givet de svenske medier noget andet at skrive om.

Søndag bekræfter Det Svenske Skiforbund, at Nilsson dropper langrendssporten for i stedet at satse på en karriere som skiskytte.

- Jeg har altid vidst, at jeg ville komme til at forsøge mig som skiskytte, fordi det ser så mega sejt ud, siger Nilsson i en pressemeddelelse ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Det er dog ikke alle, der mener, at det er en fremragende idé.. Hendes tidligere landsholdstræner - og nuværende landstræner for de norske kvinder - Ole Morten Iversen, kan ifølge Expressen ikke forstå det.

- Nej, er det sandt? Det er dumt. Det er det dummeste, jeg har hørt. Der er synd. Jeg troede, at hun var en fornuftig pige, siger Ole Morten Iversen, der forklarer sit ordvalg:

- Jeg tænker rent egoistisk for vores sport. For hendes egen del kan det måske være godt for hende. Men vi kommer til at savne hende inden for langrendssporten, siger han.

Midt i coronakrisen har den svenske langrendsstjerne Stina Nilsson valgt at lave et opsigtsvækkende skifte til skiskydning. Foto: Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix
Midt i coronakrisen har den svenske langrendsstjerne Stina Nilsson valgt at lave et opsigtsvækkende skifte til skiskydning. Foto: Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix

Den 26-årige svensker er ikke den første, som laver skiftet, hvor evnerne i langrendssporet skal kombineres med solide skydeevner, mens pulsen er høj.

Tidligere tog landsmanden Magdalena Forsberg samme skridt, og hun var fra midten af 1990'erne en af skiskydningens mest dominerende skikkelser.

Forskellen på de to kvinder er, at hvor Forsberg især var stærk på de lange distancer i langrend, så har Stina Nilsson primært høstet sine triumfer på de kortere distancer og i sprint.

Hun har deltaget ved vinter-OL i både 2014 og 2018. I første forsøg blev det til en bronzemedalje, mens hun i 2018 i Sydkorea vandt hele fire OL-medaljer. Blandt andet blev det til guld i sprint.

Derudover har hun hentet syv VM-medaljer, fem af sølv og to af guld.

De to guld blev hentet i henholdsvis holdsprint og stafet i 2019, hvor hun også vandt sølv i sprint.

I samme tre discipliner hentede hun sølv i 2015, mens det i 2017 blev til sølv i stafetten.

Endelig har hun også hentet otte World Cup-sejre.

Se også: Forarger med bikini-foto: - Hjernedødt

Se også: OL i fare - er bekymrede for atleterne

Se også: Alt ligger stille - svenske klubber spiller

 

10 kommentarer
Vis kommentarer