Husk, at du kan se 2. Division eksklusivt på Ekstra Bladet. Få adgang her.
De norske sundhedsmyndigheder befalede allerede torsdag aften, at arrangørerne af Holmenkollen Skifestival skulle smække jernportene ned og gennemføre arrangementet uden tilskuere.
Der er da heller ingen på selve stadion.
Men udenfor… Mange skientusiaster indtog allerede fredag skovene rundt om løjperne, smækkede som sædvanlig telte op og gik i gang med den sædvanlige fest, der indebærer et solidt indtag af dyrt indkøbt norsk alkohol – eller eventuelt det nyeste sandhedsserum fra hjemmebrænderierne omme bag bjælkehytterne.
Den store skifestival, der indgår i World Cup'en, blev skudt i gang kl. 12 lørdag middag, da Therese Johaug og konkurrenterne tog hul på kvindernes 30 km med massestart. Den norske jernkvinde var klar – og adskillige af tilskuerne var også godt i stødet.
Politiet melder til VG, at der er flere tusinde tilskuere langs ruten, og at hundredvis at især unge nordmænd er endog særdeles svært berusede.
- Det er unge mennesker, der har drukket alt for meget allerede, og klokken er kun halv tolv, sagde operationsleder Tore Solberg til avisen.
Adskillige var så lamme af druk, at de måtte have hjælp af Røde Kors og politiet.
- Der er ikke mange børnefamilier der. Der er selvfølgelig helt almindelige mennesker, men alt bliver overskygget af alkohol, konstaterer operationslederen.
Tv-billederne afslører da også nådesløst, at mange af de ’illegale’ tilskuere har det bedst, når de klamrer sig til en halv liters dåsebajer.
Norsk politi har dog ingen planer om at bortvise de overstadigt berusede tilskuere.
- Men vi må holde øje med, at de holder sig inden for de rammer, der har fået. Der er meget alkohol deroppe, siger Tore Solberg.
Oslo kommune og de norske sundhedsmyndigheder valgte at lukke arrangementet på grund af coronaudbruddet, men man kan ikke holde tusinder af norske entusiaster væk fra en konkurrence, der foregår i det fri.
Der bliver sprittet godt af, men nok ikke helt efter de senest udsendte forskrifter fra myndighederne…
Stortalentet får folk til at måbe: Wouw en krop!
Stjernen i dyb sorg: - Forfærdeligt