Verdensrekord: Se norsk skihopskomet bryde magisk 250-metersgrænse

Der var gang i den på Vikersundbakken i Norge i weekenden, da verdensrekorden i skihop blev slået ikke bare én, men to gange

Se Anders Fannemels vilde verdensrekord hop, der bryder den magiske 250-metersgrænse. (Video: SNTV)

Kampen om verdensrekorden i skihop har de sidste mange år været et slag, der stod mellem Norge og Finland. Lørdag brød slovenske Peter Prevc dog denne tradition med et godkendt hop på 250 meter, en forbedring på hele tre og en halv meter i forhold til norske Johan Remen Evensens gamle rekord fra 2011.

- Det var et adrenalinkick hele vejen ned til de 250 meter. Jeg gik bare efter et perfekt hop, sagde Prevc i den forbindelse til norske VG.

Men den 22-årige slovener og aktuelle verdensetter nåede kun at være verdens længstflyvende skihopper i knap et døgn, før han måtte videregive titlen som verdensrekordholder til norske Anders Fannemel, der ligger på en fjerdeplads i herrernes samlede World Cup-stilling.

Se også: Slap mirakuløst fra vanvidsstyrt: Nu er han VM-klar

Nordmanden fik således på perfekt vis kombineret vejr- og vindforhold med fart og teknik, da han søndag skrev sig ind i historiebøgerne med et monsterhop på 251,5 meter.

- Jeg så tidligt i runden, at jeg havde muligheden, da forholdene var gode, og man netop behøver sådanne forhold for at sætte verdensrekord, forklarede Fannemel efter hoppet.

Han medgav samtidig, at Peter Prevcs rekordhop dagen inden også havde været medvirkende til at motivere ham til at gå efter rekorden.

- Jeg er stolt over at have rekorden, og at den er tilbage i Norge. Og jeg må indrømme, at jeg var skuffet, da Slovenien og Peter Prevc havde taget den fra os, uddybede han til VG.

Se også: Norsk triumf i nytårsskihop

Det vilde hop tærede dog på Fannemel i en sådan grad, at han 'kun' hoppede 202 meter i andet forsøg og dermed sluttede på en samlet andenplads til stævnet på Vikersundbakken, som blev vundet af tyske Severin Freund.

- Det er vanskeligt at forklare, hvordan det føles. Lige nu er jeg mentalt drænet. Og jeg kan mærke, at det ruskede godt i lårene, da jeg landede. Det kommer nok til at gøre ondt længere tid end bare i aften. Kroppen er sårbar, når længderne er så heftige. Så lige nu har jeg bare lyst til at krybe til køjs, sagde den nyslåede verdensrekordholder.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere