- Vi dør hvis intet ændres

Den franske langrendsløber Maurice Manificat frygter for sportens fremtid i hjemlandet, hvor økonomien mere end halter

Maurice Manificat er ofte på podiet i langrend - men han frygter, at det franske hold må dreje nøglen om snart, hvis der ikke sker noget med økonomien i sportsgrenen. Foto: Mike Hewitt/Getty Images
Maurice Manificat er ofte på podiet i langrend - men han frygter, at det franske hold må dreje nøglen om snart, hvis der ikke sker noget med økonomien i sportsgrenen. Foto: Mike Hewitt/Getty Images

Tager man et kig i toppen af ranglisterne inden for langrend, vil man se, at sporten på herresiden er domineret af Rusland og Norge.

Det er der for så vidt ikke noget nyt i - de to nationer har altid udgjort toppen. Typisk er der dog en håndfuld andre nationer, der blander sig i dominansen. Sverige, Italien, Schweiz, Tyskland, Østrig, Finland og Frankrig.

Men i sidstnævnte tilfælde - Frankrig - er det op ad bakke i forhold til igen at blive en del af verdenseliten. Det endda på trods af, at Maurice Manificat i år blev nummer to i Tour de Ski og kørte en samlet 6.-plads hjem i World Cup'en, og at det franske stafethold fik VM-bronze i Oberstdorf for knap en måned siden.

Det afslører Manificat selv i et interview med norske VG, hvor han tegner de store problemerne op:

- Hovedproblemet for små hold som Frankrig er pengene.

- Hovedproblemet er udgifterne til World Cup'en om vinteren. Det er dyrt for os. -Vi dør, hvis intet ændres i kalenderen eller andetsteds, siger han.

Sådan er problemet ikke i eksempelvis Norge, hvor langrendssporten er ekstremt populært og har en stor økonomi baseret på stor støtte og mange sponsorer.

Derfor har Manificat også et forslag til den suveræne fjeld-nation:

- At komme til Norge for at konkurrere er som at være nøgne for os. For det er så dyrt der. Alt er dyrt i Skandinavien. For en weekend i Skandinavien kunne vi have været på ti træningssamlinger om sommeren.

- Så Norge kunne have været gavmilde mod os. Hvorfor ikke give os en del af deres budget? Når du nu så godt kan lide langrend, hvorfor så ikke hjælpe de små nationer? spørger den 34-årige franskmand, der også mener, at man kan lære meget af skiskydningen, hvor forbundet selv ejer tv-rettighederne og kan distribuere midler til de nationale forbund.

I et forsøg på at gøre langrendssporten billigere for de små hold og afhjælpe nogle omkostninger, har flere foreslået at droppe den klassiske disciplin og som skiskydning kun konkurrere i skøjteteknikken.

Lukker alt: Frygt for herpesspredning

Kæmpe drama: Smidt ud af cykel-toppen