Wonderboy er historisk: 'Jeg har aldrig set en som ham'

En kæmpe verdensstjerne er dukket op i Norge få måneder før OL, og selv ikke landets største langrendslegende har nogensinde set noget lignende

Johannes Høsflot Klæbo imponerer alle med sine seks sejre på stribe, som ingen nogensinde har præsteret. Foto: All Over
Johannes Høsflot Klæbo imponerer alle med sine seks sejre på stribe, som ingen nogensinde har præsteret. Foto: All Over

Der er stadig to måneder til vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang, men det tegner allerede godt for Norges medaljechancer - ikke mindst i langrend.

Her har Johannes Høsflot Klæbo, der fyldte 21 år i oktober, været fuldstændig overlegen i sæsonens foreløbige World Cup-løb. Lørdag vandt han igen i suveræn stil i schweiziske Davos.

- Jeg har aldrig set nogen som Klæbo før. Han er så let og fin i kroppen. Han har en eksplosivitet, som er unik. Det er utrolig sjovt, siger legenden Bjørn Dæhlie til VG.

Unge Klæbo har som den første historien indledt sæsonen med at vinde seks løb på stribe. Kun på 15 kilometer jagtstart i finske Ruka vandt Klæbo ikke, men der var en grund, for han stillede ikke op.

- Det skaber en enorm interesse og opmærksomhed også uden for Norge. Der er en Northug-effekt over ham. Nu hvor Northug har mistet formen passer det perfekt, at Klæbo er kommet frem, siger Dæhlie.

- Det er helt vanvittigt. Det værste er, at han har de fem bedste år foran sig. Fra 21 til 26 var mine bedste år. Drengen er jo ikke helt udviklet endnu, siger Dæhlie.

FLEST WORLD CUP-SEJRE
46 - Bjørn Dæhlie
37 - Petter Northug
31 - Vladimir Smirnov
30 - Gunde Svan
29 - Martin Johnsrud Sundby
21 - Dario Cologna
18 - Lukas Bauer
16 - Emil Jönsson
13 - Torgny Mogren
13 - Thomas Alsgaard
13 - Tor Arne Hetland
----
9 - Johannes Høsflot Klæbo

Vinter-OL afvikles fra 9-25. februar og her skal Klæbo forsøge at vinde lige så mange medaljer som nu 50-årige Dæhlie, der står noteret fore otte gange OL-guld og fire gange OL-sølv fra 1992, 1994 og 1998.

Kløbo har dog gode muligheder for at gøre et godt indhug allerede ved sine første olympiske lege. Han er således aldeles alsidig og har vundet to klassiske sprinter, en sprint i skøjteteknik samt de længere distancer som 15 kilometer klassisk og 30 kilometer skiathlon.

Artiklen fortsætter under billederne

Klæbo er pludselig et af Norges største guld-håb til OL. Foto: All Over
Klæbo er pludselig et af Norges største guld-håb til OL. Foto: All Over

Klæbos sejr lørdag i Schweiz var hans sjette på stribe. Foto: AP
Klæbos sejr lørdag i Schweiz var hans sjette på stribe. Foto: AP
 

Allerede i slutningen af sidste sæson så man så småt Klæbos potentiale. I februar og marts tog han sine første tre sejre i World Cup'en, og det er det niveau, han har udviklet yderligere i det nye år.

World Cup-debuten kom i 2016, og allerede i november samme år var han første gang på podiet, mens det også blev til en bronze-medalje ved hans første verdensmesterskab, der fandt sted i Lahti tilbage i februar i år.

Nærmeste konkurrent i årets World Cup er russiske Alexander Bolshunov, men da Rusland er udelukket fra OL, så bliver hans norske landsmand Martin Johnsrud Sundby hårdeste udfordrer her, mens de sammen kommer til at udgøre halvdelen af et stærkt stafethold, der formentlig også hiver lidt guld hjem.

Foreløbig skal Johannes Høsflot Klæbo koncentrere sig om søndagens 15 kilometer i skøjteteknik i Davos, hvor han kan tage sin syvende sejr ud af syv mulige og leve op til stadionsspeakeren i den schweziske bys beskrivelse, når han kalder Klæbo 'der neue wonderboy aus Norwegen'.

Sport og Spil Mine børn er vigtigere end OL

Se også: Kæk skistjerne: Solbrun Bendtner bliver legende i bylivet

Se også: Sportsstjerne vil ikke ud af sengen: Jeg er virkelig ensom

Se også: Træner til OL: Verdensmester smider alt tøjet

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere