Sportschef: Et kæmpe slag mod dansk roning

Sportschefen for Dansk Forening for Rosport er rystet over, den påsatte brand i Odense roklub, som har smadret 80 både - flere af dem til en værdi af 100.000 kroner

Se video fra roklubben her. (Video: LocalEyes)

Odense Politi kunne her til morgen melde om en påsat brand i Odense Roklub natten til lørdag. En brand, der har ødelagt hele 80 både, hvoraf de 30 af dem menes at være Team Danmark-både til en minimumsværdi af 100.000 kroner per styk.

Se mere video på localeyes.dk

Ingen personer skulle være i livsfare, selv om en person overnattede i roklubben, da branden opstod. Vedkommende nåede dog ud i god behold.

- Vi er ret sikre på, at branden er påsat. Vi har fundet flere arnesteder og en benzindunk, men vi har ingen anholdte, siger vagtschef Steen Nyland til Ekstra Bladet.

Den dårlige nyhed får nu sportschefen for Dansk Forening for Rosport, Lars Balle Christensen, til at reagere. Og han er selv sagt ikke glad.

- Det er da en forfærdelig nyhed. Det vil sætte klubben tilbage i en lang periode alt afhængig af, hvor galt det står til. Så det er da et kæmpe slag mod dansk roning, siger Lars Balle Christensen til Ekstra Bladet.

Men galt står det til for Odense Roklub. For ud over de mange ødelagte både, er selve bådhallen, værkstedsområdet og en del af hovedbygningen i klubben brændt ned. Det skriver Odense Roklub på sin egen hjemmeside.

Se også: Påsat: 30 Team Danmark-både brændt i nat

Heldigvis for de danske OL-roere, der skal i aktion i Rio næste år, får det ikke nogen betydning for deres deltagelse, hævder sportschefen.

- Det er ikke lige de både, der ligger i Odense, som OL-deltagerne bruger. Nogle af OL-bådene ligger i  vores elitecenter i Bagsværd, mens andre er med de potentielle OL-deltagere i Østrig, hvor de ligger i træningslejr lige nu.

Selv om det ikke får nogen konsekvenser for de danske OL-roere, har branden alligevel store konsekvenser for dansk roning på den lange bane.

- Odense Roklub er et af vores kraftværker, som er støttet af Team Danmark, så talentsystemet vil lide under det her. For Odense Roklub har leveret talenter til den absolutte elite gennem mange år. De har mange trænere derovre, som har gjort en stor indsats for dansk roning og ledet de unge på vej. Derfor er det et slag for fremtidens roere, siger Lars Balle Christensen.

Han hæfter sig ved, at det nu vil tage tid før trænere og roere kan komme på plads og udøve deres virke.

På det økonomiske plan er det vanskeligt for sportschefen at sige, hvad det helt præcist kommer til at betyde.

- Jeg ved ikke helt endnu, hvad det er for nogle bådtyper, det er gået ud over. Men sikkert er det, at der skal fornyes en bådpakken. Så vi må håbe, de er forsikrede, men det skulle de fleste både være.

Sportschefen mener, at det er op mod 50 roere fra de helt unge talenter til deltagere ved juniormesterskaber og U23-mesterskaber, som nu bliver påvirket af branden i Odense Roklub. 

33 kommentarer
Vis kommentarer