Stjerne-atlet stukket ned af galning: Gør comeback i København

Efter et overfald, hvor triatleten Sofie Goos fik ødelagt nyren, er hun tilbage for at vinde ironman-stævne

Sofie Goos i aktion. Foto: All over
Sofie Goos i aktion. Foto: All over

I maj 2016 blev den belgiske triatlet Sofie Goos overfaldet og stukket ned under en træningstur.

Nu gør hun comeback med ambitionen om at vinde KMD Ironman Copenhagen, hvor hun to gange før er blevet henvist til andenpladsen.

- Jeg har været usikker på, om jeg kunne komme tilbage på samme niveau som før. Og der har været perioder, hvor kroppen slet ikke har villet det samme som hovedet.

- Men siden april er det gået stærkt fremad, og jeg føler virkelig, at jeg er tilbage på samme niveau som før overfaldet.

- Forskellen er, at jeg endnu mere har indset, hvor meget jeg elsker livet. Jeg kan leve som en professionel triatlet, siger Sofie Goos.

I maj 2016 blev hun under en løbetur stukket ned af en galning og fik ødelagt dele af sin nyre.

Sofie Goos (th.) på Hawaii tilbage i 2013.
Sofie Goos (th.) på Hawaii tilbage i 2013.

Nu er en lang genoptræning overstået, og 20. august står Sofie Goos sammen med en række af verdens bedste triatleter klar ved svømmestarten i København.

- Ironman Copenhagen har den helt perfekte rute for mig, den er flad og hurtig. Og så er løberuten helt fantastisk med masser af tilskuere. Det ser jeg virkelig frem til at opleve igen.

- København er en utrolig smuk by, og jeg har set den danske tv-serie "Borgen", så det er sjovt at kunne genkende nogle bygninger langs ruten, siger Sofie Goos.

Forud for de 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og det afsluttende maraton ved belgieren godt, hvem hun skal slås med om sejren.

- Der er ingen tvivl om, at Michelle Vesterby på hjemmebane vil gøre alt for at forsvare sin titel. Men også både britiske Corinne Abraham og franske Jeanne Collonge er konkurrenter, jeg skal holde godt øje med.

- Jeg har før sagt, at jeg bliver ved med at komme tilbage til Danmark og København, indtil jeg vinder, siger Sofie Goos.

Ironman Copenhagen

På søndag byder Ekstra Bladet velkommen til live-dækning af KMD Ironman Copenhagen 2017. Vi er naturligvis med hele dagen, når det går løs i København.

Med mere end 3.000 startende triatleter er KMD Ironman blevet en af de største af sin slags i verden. Det forventes, at der vil være mere end 200.000 tilskuere langs ruten, som starter ved Amager Strandpark og slutter ved Skuespilhuset.

Du kan opleve det hele og få alle reaktionerne fra det store event her på Ekstra Bladet. Følg med på søndag, hvor vi går i luften kl. 06:00 og hele vejen frem til kl. 24:00.

Endelig på plads: Her er Kesslers comeback-modstander

Afsløret i nat: Så hidsig var Tiger Woods medicin-cocktail

MMA-stjernens vilde liv