Stjernens datter chikaneret online, men så tog far fat

Tidligere baseball-stjerne blev rasende, da Twitter-brugere blev lidt for perverse overfor datteren

Nogle gange går det bare for vidt.

Den tidligere baseballspiller Curt Schilling fandt sin grænse 25. februar, da hans datter blev udsat for grov chikane på Twitter.

Schilling havde tweetet om datteren Gabbys udtagelse til softballholdet Salve Regina Seahawks, hvilket han var stolt af.

De første kommentarer gik på roser til datteren og enkelte, der ville have en date med den 17-årige pige. Derfra eskalerede det. Flere retweets var direkte stødende, ordet voldtægt blev taget i brug, ligesom begrebet ’blodigt undertøj’ blev nævnt.

Det udviklede sig til et decideret skænderi mellem blandt andre Curt Schilling og flere Twitter-brugere. Et skænderi, der siden delvist er blevet slettet på Twitter.

Vulgære og besmittende
For Schilling var det alt, alt for meget. Han gik i kraftigt forsvar for sin datter, hvilket han efterfølgende har blogget om – og fortalt til diverse amerikanske tv-stationer.

- Tweets med ord som voldtægt, blodigt undertøj og stort set alle andre vulgære og besmittende ord, du kan komme i tanke om, fulgte, skriver Schilling i blogindlægget, du kan læse i sin helhed her.

Curt Schilling i aktion for Red Sox i 2006. (Foto: AP)
Curt Schilling i aktion for Red Sox i 2006. (Foto: AP)

- Jeg vil gøre alt for ikke at bringe hende i forlegenhed. Men jeg vil aldrig undlade at beskytte hende. Jeg er vokset op i et omklædningsrum, og aldrig nogensinde har jeg brugt udtryk, som disse gutter gjorde brug af, skriver den tidligere Phillies og Red Sox-profil.

At det var for meget, vidner hans næste handling om. For de gutter, der tweetede ubehagelighederne, fik virkeligheden lidt tættere på, end de havde forventet.

Schilling fandt ud af, hvem de var, hvor de bor – og meget andet.

- Havde jeg været en forstyrret og overbeskyttende far, kunne jeg have stået ansigt til ansigt med de mennesker på mindre end fire timer, skriver Schilling på sin blog.

- Jeg kender alle deres navne, deres forældre, hvor de går i skole, hvad de laver, hvilke hold, de er på, deres pladser, statistik, det hele.

- Det er ikke bøller eller børn, der har haft det hårdt. Det er hvide, velhavende, universitetsstuderende, skriver han.

Smidt ud og fyret
For to af de værste, Adam Nagel og Sean MacDonald, fik det omgående konsekvenser.

Nagel blev bortvist fra universitet og venter på nu på en høring, mens MacDonald blev fyret fra sit job som billetsælger hos New York Yankees. Det skriver boston.com.

Nagels uddannelsessted, Brookdale Community College, har sendt sin dybeste undskyldning til Gabby Schilling.

Flere af de personer, der fornærmede Gabby, har efterfølgende undskyldt overfor faderen – efter de var blevet smidt af deres college-hold. To af dem har slettet deres Twitter-profiler. Mike Kelly fra Utah skrev og spurgte Schilling, om han havde det godt med at få smidt børn af deres respektive sportshold.

- Jeg er ikke sikker på, jeg kan få sagt, hvor godt. At være i stand til at forsvare min datter. Når du en dag forstår ære og integritet, vil du forstå mig, svarede faderen.

Han har skrevet som advarsel og påmindelse til dem, der var efter hende, at ‘den virkelige verden har konsekvenser’ samt ‘vi er nået til et punkt, hvor du hellere må være sikker på, hvem du sviner til’.

Faderen har foretaget en enkelt undskyldning: Til sin datter, fordi hun måske var forlegen over faderen ageren. Han forsvarer det med, at han bare vil have, at hun tager på college velvidende hvor meget hendes far elsker hende.

- Jeg elsker dig mere end livet, og der er ikke noget i hele verden jeg ikke vil gøre for at beskytte dig.

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere