Der var kram, kys og store smil, da den succesfulde danske svømme-delegation i dag vendte hjem på dansk grund ovenpå det flotte EM på kortbane i Polen.
14 medaljer vendte de danske svømmehelte hjem med, og naturligvis var det med den seks-dobbelte medaljetager Jeanette Ottesen i spidsen, og som den mest ombejlede svømmer.
Hvor svømmerne i sidste uge badede i klorvandet, var det i dag blitzlysene fra pressefotograferne, svømmerne var badet i, da den danske presse havde taget opstilling ved lufthavnens Terminal 3 for at modtage succes-vandhundene.
Se også: Så 'meget' tjener Guld-Jeanette på EM-succes
En træt, men også yderst tilfreds tredobbelt Europamester, Jeanette Ottesen, gjorde status på sine tre titler overfor ekstrabladet.dk.
- Det er er superfedt. Det er en rar følelse at stå med lige nu. Det er det helt sikkert.
Kortbane-EM har fået kritik for ikke at være stærkt nok, hvor flere af de bedste svømmere har fravalgt mesterskaberne for at have fuld fokus på OL. Derfor er de mange medaljer heller ikke det, der er det vigtigste for Ottesen.
Se også: Super-Jeanette gør det igen
Danskere svømmer langbane før kortbane-EM
- Medaljerne betyder, at jeg får selvtillid, og det gør, at de næste syv måneder frem mod OL måske bliver lidt lettere træningsmæssigt, fordi jeg kan tænke tilbage på, at det rent faktisk godt kan betale sig at træne så hårdt. Så det er det, det giver mig. Mere giver det ikke.
- OL er det vigtigste og største. EM på kortbane, det er bare et step på vejen mod OL, lyder det fra den ambitiøse svømmer, der ikke har tænkt sig at ændre noget radikalt i måden at træne på.
- Jeg synes, at jeg skal fortsætte i samme stil, som jeg har gjort siden VM. For det har jo tydeligvis fungeret. Så jeg skal bare være lige så god til at stramme ballerne, når det gør allermest ondt, lyder det fra Ottesen.
Seks medaljer, tre af guld og tre af sølv, taler vel også sit tydelige sprog. En vinder har altid ret.