Lotte Friis færdig

Ny skuffelse af den danske svømmestjerne efter tidligt exit i 400 meter fri

- Jeg svømmede i en dårlig tid, erkender Lotte Friis efter dagens 400 meter fri (Foto: AP)
- Jeg svømmede i en dårlig tid, erkender Lotte Friis efter dagens 400 meter fri (Foto: AP)

DUBAI (Ekstra Bladet): Et halvt døgn efter den skuffende fjerdeplads i 800 meter fri forsøgte Lotte Friis i formiddag at revanchere sig i 400 meter fri. Men med en skuffende 12. plads røg der en ny skuffelse ind på kontoen ved VM på kortbane.

- Jeg vill gerne have været i finalen, men må også konstatere, at jeg svømmede på en dårlig tid, sagde hun opgivende til Ekstra Bladet.

Forud var gået en lang nat. Hun kom sent hjem til hotellet. Hun kunne ikke sove, og hun skulle tidligt op. I hovedet snurrede, hvad der var gået galt på 800 meter. Hendes absolutte favoritdisciplin. Nedturen blev talt igennem med landstræner Paulus Wildeboer, og sammen blev de enige om, at hun hurtigt skulle op på hesten igen.

- Jo, mere jeg kæmper, jo hurtigere kommer jeg også ovenpå igen. Men jeg må erkende, at det var svært at sætte sig optimalt op til 400 meter så kort tid efter, sagde Lotte Friis.

Med tiden 4:06.24 var hun godt et sekund fra at kvalificere sig til finalen.