Rikke Møller klar til endnu en finale

En stærkt svømmende Rikke Møller Pedersen er klar til finalen i 100 meter bryst ved kortbane-EM i Herning

Svømmeren Rikke Møller Pedersen havde ingen problemer med at gå videre til finalen i 100 meter bryst ved kortbane-EM. Finalen afvikles søndag.

Den danske OL-svømmer blev slået af russeren Yulia Efimova i semifinalen, men den danske tid på 1.04,10 minutter var den næsthurtigste tid af alle i semifinalerne.

Efter de første 50 meter var Rikke Møller Pedersen hurtigst, men rivalen Yulia Efimova sluttede stærkt af på de sidste 50 meter og gik let forbi danskeren.

Se også: Færøsk EM-medalje uden badehætte

- Mine vendinger sad lidt bedre, og under vandet kørte det meget bedre end tidligere, men jeg mangler lige det rigtige touch til væggen, siger Rikke Møller Pedersen, der blev båret frem af publikum:

- Jeg startede hurtigt ud, og så kunne publikum køre mig hjem. Det var superfedt.

- Det er et helt show i stedet for et svømmestævne. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det bliver nok lidt tamt de næste par gange, man skal til stævne, griner danskeren.

Se også: Guld-Mie i ny finale

Rikke Møller Pedersen levner ikke sig selv store muligheder i finalen, hvor hun er oppe mod Efimova og verdensrekordholderen Ruta Meilutyte.

Det bliver en stor mundfuld, og de to kommer til at jagte verdensrekorden igen, og der kan jeg bare ikke være med, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at tage en medalje, siger Rikke Møller Pedersen.

Se også: Friis overrasket over sølv

Hos herrerne gik Daniel Skaaning videre til søndagens finale i 100 meter medley. Skaaning slog den danske rekord i semifinalen med tiden 53.41 sekunder. Chris Christensen gik derimod ikke videre til finalen.

I 100 meter ryg fik Andreas Schiellerup en plads i semifinalen efter at have været på standbylisten. Han blev nummer seks i sit heat, men det rakte ikke til en finaleplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer