OL-legende klar til comeback

Michael Phelps vender tilbage til svømmebassinet to år efter, at han indstillede karrieren

(Foto: Ben Curtis/AP)
(Foto: Ben Curtis/AP)

Historiens mest vindende OL-atlet genoptager karrieren.

Den amerikanske svømmer Michael Phelps skal 24. april og to dage frem deltage i et svømmestævne i Arizona, oplyser det amerikanske svømmeforbund.

Phelps valgte ellers at indstille karrieren efter OL i London for to år siden og slog flere gange fast, at han ikke havde i sinde at gøre comeback frem mod det kommende OL i Rio de Janeiro i 2016.

Den 28-årige amerikaner har i alt vundet 18 guldmedaljer i OL-sammenhæng, hvilket ingen andre - på tværs af alle sportsgrene - har formået at gøre ham efter.

I London alene blev det til fire guldmedaljer og to af sølv.

Se også: TV: Forrygende golfslag af svømmefænomen

Flere amerikanske stjerner stiller op til det kommende stævne i Arizona. Ryan Lochte og Katie Ledecky er blandt de navne, der skal i bassinet i Mesa.

Til nyhedsbureauet AP fortæller Bob Bowman, som er træner for Michael Phelps, at den amerikanske OL-legende skal deltage i tre discipliner, 50 og 100 meter fri samt 100 meter butterfly.

- Jeg tror bare, at han vil han prøve sig lidt af og se, hvordan det går. Jeg ville ikke kalde det et fuldt comeback, siger Bowman.

Træneren bruger vendingen 'test the waters', hvilket fungerer ret godt på engelsk ...

Se også: Lotte Friis får Michael Phelps' træner i Baltimore

Michael Phelps genoptog træningen sidste efterår og er igen en del af det amerikanske antidoping-program, hvor han har udstået en seks måneders karensperiode.

0 kommentarer
Vis kommentarer