Dansk landsholdssvømmer taget for doping

Frans Johannessen testet positiv ved Danish Open i marts. Stoffet Terbutalin bruges blandt andet mod astma

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Dansk svømning er blevet ramt af en dopingsag, efter at Frans Johannessen er blevet testet positiv for brug af det forbudt stof Terbutalin.

Den positive prøve blev afgivet i forbindelse med Danish Open, der blev afholdt i Bellahøj i marts, oplyser Dansk Svømmeunion i en pressemeddelelse.

Frans Johannessen, der repræsenterer Esbjerg Svømmeklub, vurderer selv, at han har indtaget det forbudte stof gennem astmamedicin.

- Jeg er vant til at bruge en inhalator hver dag. Derfor skænkede jeg det ikke en tanke, at den nye inhalator, som jeg benyttede under Danish Open, kunne indeholde et stof, som er forbudt, siger Frans Johannessen.

Danmarks Idrætsforbunds dopingudvalg har indkaldt Frans Johannessen til en samtale medio juni.

Herefter vil Dopingudvalget indsende en indstilling til DIFs Dopingnævn, der vil indkalde til høring.

Det forventes, at der kommer til at gå nogle uger, inden sagen er endelig afsluttet.