Rikke Møller videre uden at svømme sig ud

Rikke Møller Pedersen vandt sit indledende heat og er klar til semifinalen i 100 meter bryst

Rikke Møller Pedersen er i finalen uden store sværdslag. (Foto: Jens Dresling)
Rikke Møller Pedersen er i finalen uden store sværdslag. (Foto: Jens Dresling)

I favoritdisciplinen 200 meter bryst blev det til sølv for Rikke Møller Pedersen fredag ved kortbane-EM i Herning. Hun måtte se sig slået af russiske Yuliya Efimova.

Det måtte hun igen lørdag formiddag - på tiden, da der blev svømmet indledende heat på den halve distance: 100 meter bryst.

Men det betød mindre. 20 svømmere gik videre fra indledende heat, og med tiden 1.05,34 minut var Møller Pedersen tredjebedst af alle.

Danskeren vandt sit heat, men efterfølgende var der et par hurtigere svømmere i vandet.

Ikke overraskende var de to hurtigste netop Efimova og så den olympiske mester på 100 meter-distancen, Ruta Meilutyte fra Litauen.

Disse to svømmere ligner også sikre medaljebud i søndagens finale, men Rikke Møller er afgjort i spil til medaljekampen. Først skal Møller Pedersen og de øvrige favoritter dog igennem semifinalerne lørdag aften.

Louise B. Dalgaard var også med i 100 meter bryst, hun svømmede i tiden 1.08,81 minut, hvilket ikke var nok til en plads i semifinalen.

0 kommentarer
Vis kommentarer