- Alt det, der er sket det seneste år, og som ender i det her, står for mig som en nyfortolkning af Kejserens Nye Klæder. Der er ingen, der har tøj på, men alle lukker øjnene.
Billedet fra eventyret leveres af Fredrik Seistrup, tidligere landsholdssvømmer under den stærkt kritiserede træner Mark Regan, som forgæves har spejdet efter en – om ikke lykkelig – så bare nogenlunde fredelig slutning.
En anskuelse, der deles af Henrik Them, formand for DIF’s og Team Danmarks aktivkomité.
- Der tegner sig et billede af – og det bekymrer os i komiteen – at man ikke rigtigt har lært noget i Dansk Svømmeunion.
- De har ikke helt forstået, hvor stor og dårlig en sag, de har, siger han med adresse til den rapport om ydmygelser og overgreb, som for et år siden kom for en dag i kammeradvokatens rapport.
Senest har Ekstra Bladet afdækket, hvordan unionens direktør, Pia Holmen, der straks efter blev fyret på grund af sit ledelsessvigt, fik en fin lønpakke med sig, ligesom der blev bevilget 100.000 kroner til en afskedsreception syv måneder senere.
Får 728.000 kroner og stor reception efter fyring
- En afskedsreception er moralsk et rigtigt skidt signal at sende, og man kommer hele tiden tilbage til at tænke: ’åh, nej, er vi nu der igen’, sukker den tidligere maratonløber.
- At det hele tiden kommer bag på unionen, at tingene får så meget spalteplads, virker mærkeligt. Man mangler indsigt og dømmekraft i forhold til signalværdien overfor de atleter, der har været igennem så traumatisk en situation.
Fredrik Seistrup er mere end enig:
- Det er usmageligt, at man fra Dansk Svømmeunions side ønsker at holde en reception, når kammeradvokaten har konkluderet, at der er bedrevet ledelsessvigt gennem mange år.
- Det handler i bund og grund om, at en masse mennesker har lidt under det her, og nu vil man så ovenikøbet fejre den person, der har ansvaret, siger han.
Begge håber de på udskiftninger i den politiske ledelse.
- Der er i alt fald behov for, at man sætter sig ind i tingene og ikke hele tiden begår de samme fejl. Hver eneste gang er der svømmere, der bliver mindet om det, de har været igennem. Det er ærgerligt, at vi ikke alle snart kan kigge fremad, siger Henrik Them.
Forlanger svar fra minister: Hvordan kan det ske?
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.