Ingen svømmer sig i en VM-finale uden at være i absolut topform, og de otte finalister i søndagens VM –finale i 50 meter fri ligger så tæt, at det ikke kun er fysikken, der afgør, hvem der bliver verdensmester.
Det er derimod ofte evnen til at håndtere presset, når det virkelig gælder, der kan blive afgørende. Det vurderer Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, som i den forgangne uge har fulgt de danske svømmere på nærmeste hold ved VM i Budapest.
- Det er bestemt noget, som Pernille er god til. Det viste hun ved OL i Rio, og det har hun vist her. Hun er god til at forløse sin gode form og håndtere omstændighederne, siger Lars Green Bach.
- For alle seedede svømmere gælder, at de er i rigtig god form. Den kan dog svinge lidt, og evnen til at håndtere den situation, man står i, udgør ofte forskellen på dem.
- Det er ikke nyt for dem at svømme deres favoritdistancer, men setup’et er anderledes, og konkurrencerne udspiller sig forskelligt. Der er mange hvis’er og nye omstændigheder, og det skal en svømmer kunne håndtere, siger Lars Green Bach.
Han fremhæver, at Blume har været med i mange år og trods sine blot 23 år har opbygget ikke alene en stor kapacitet rent fysisk, men også mentalt har stor erfaring med det pres, man oplever ved et stort mesterskab.
Søndag er den svenske stjerne Sarah Sjöström den helt store favorit og er af de otte finalister i en liga for sig selv. Derefter er alt åbent, vurderer Bach, som dog drister sig til at bringe Blume ind i billedet til en medalje.
- Hun har svømmet rigtigt stærkt og har sat dansk rekord næsten hver gang, hun har været i vandet. Alt er meget tæt i 50 meter fri, men jeg tør konstatere, at det er de andre, der skal udfordre Pernille, siger Lars Green Bach.
Finalen i 50 meter fri svømmes klokken 18 søndag.
Blume smadrer Ottesens rekord ved VM
Svømmetalent stråler i Pernille Blumes fravær
Blume i overraskende karriereskift: Det vil hun lave nu
Sådan er det gået OL-stjernerne: Medaljehøst afløst af vild pengeregn