Den forsvarende OL-guldvinder på 50 meter fri svømning, Pernille Blume, forbereder sig i øjeblikket til sommerens udskudte OL sammen med sin franske svømmekæreste Florent Manaudou.
Coronavirussen har gjort, at parret ikke kan træne med deres svømmehold Energy Standard i træningsbasen i Tyrkiet, men i stedet er henvist til franskmandens hjemby Marseille.
Men coronaudfordringerne tager efterhånden hårdt på danskeren, der sidste uge delte på, at Instagram, at hun følte sig mentalt ramt og havde tilbragt det meste af dagen i sengen. Nu bliver kæresten spurgt til hende.
- Pernille har ændret alt for at træne med mig, og hun ved ikke, hvornår hun kan vende tilbage til sit land. Hun havde planlagt en tur i denne weekend, men den blev aflyst, da hun så skulle i karantæne ved ankomsten, siger Manaudou til Le Journal de Dimanche.
- Hendes sidste mesterskab ligger halvandet år tilbage, så moralen er på middel nu, siger Manaudou og henviser til VM 2019 i Sydkorea, hvor Blume blev nummer fire på 50 meter fri blot 3/100 fra en medalje.
- Jeg selv var også lidt mindre i bassinet mellem slutningen af første indespærring og genoptagelsen i september. At træne uden udsigt til en konkurrence er meget underligt, siger Manaudou.
Han forklarer, at svømmere i Marseille er begyndt at iføre sig konkurrencedragterne og simulere konkurrence hver weekend.
Selv vandt franskmanden OL-guld i 2012 på 50 meter fri, men har efterfølgende holdt en længere pause.
Nu giver han den gas.
- Jeg har brug for at lide. I øjeblikket træner jeg meget hårdt og samtidig går solen tidligt ned, og det er koldt, så det er ikke let at tage til træning hver morgen. Men i det mindste vil grundarbejdet være gjort, når OL nærmer sig, siger Manaudou.
I stedet for en rejse hjem til Danmark, viser Instagram, at Blume og Manaudou fik hygget sig med VM-finale i håndbold på tv-skærmen i Marseille, og der blev også bagt kardemommesnurrer - selvom de var mere svenske end danske.
OL afvikles efter planen fra 23. juli i Tokyo.
Fem uger i boble: - Godt jeg har min kæreste
Millioner vælter ind: - Penge er en motivation
Fra vandhund til sportsvært: Det er en styrke at græde af glæde
Dødsulykke ændrede alt: Dansk OL-stjerne tog afgørende beslutning
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.