Danske kvinder henter EM-bronze

Pernille Blume og co. sikrede bronze til det danske hold i 4 x 50 meter fri ved kortbane-EM i svømning

Pernille Blume og co. svømmede sig til EM-bronze. Foto: Jens Dresling
Pernille Blume og co. svømmede sig til EM-bronze. Foto: Jens Dresling

Den danske holdkap for kvinder i 4 x 50 meter fri sørgede fredag aften for dansk succes ved kortbane-EM i svømning.

I Glasgow sørgede holdet for at svømme sig til en bronzemedalje, da det gik løs i bassinet i Skotland.

Det franske hold hentede EM-guld, mens sølvet gik til Holland.

Pernille Blume var med på det danske hold i stedet for unge Emily Gantriis, der var med til at svømme holdet i finalen tidligere fredag.

Fredag aften bestod det danske hold derfor af Julie Kepp Jensen, Jeanette Ottesen, Emilie Beckmann og Pernille Blume, og de fire kvinder svømmede sammenlagt i tiden et minut og 35,24 sekunder

Det var anden gang fredag aften, at Blume var i bassinet, da hun tidligere måtte tage til takke med en femteplads i finalen i 50 meter fri.

Blume var sidste dansker i vandet, og OL-guldvinderen fra 2016 var en stor årsag til, at danskerne hentede bronzemedalje.

Pernille Blume hørte således til de hurtigste svømmere i finalen overhovedet, da hun klokkede ind på de sidste 50 meter for Danmark med tiden 23,20 sekunder.

Danmark har i alt 23 svømmere med ved EM på kortbane.

Flere unge navne bruger primært mesterskabet til at få en forsmag på livet som professionel svømmer, mens der har været ambitioner om finaler og medaljer for de mere garvede navne.

4 x 50 meter fri var da også på forhånd et af de danske fokusområder ved kortbane-EM, som hører til det mindst prestigefyldte af de store mesterskaber.

Flere af Danmarks bedste svømmere - eksempelvis Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer - deltager ikke i mesterskabet. Ved OL næste år svømmes der på langbane.

Se også: Dansk stjerne misser EM-finale

Se også: Danske brystsvømmere er semifinaleklar ved EM

Se også: Bizar situation: Dansk medalje-show

0 kommentarer
Vis kommentarer