Efter svømme-afsløringer: Direktør tager orlov

Pia Holmen tager orlov fra Team Danmark-bestyrelse, mens undersøgelse af forholdene for elitesvømmere foregår

Pia Holmen tager en pause fra sit arbejde i Team Danmarks bestyrelse. Foto: Jonas Olufson
Pia Holmen tager en pause fra sit arbejde i Team Danmarks bestyrelse. Foto: Jonas Olufson

Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, tager orlov fra Team Danmarks bestyrelse for at skabe ro omkring en uvildig undersøgelse af forholdene for danske svømmere.

Det oplyser Team Danmark onsdag formiddag.

- Mit ønske om orlov hænger sammen med, at jeg ikke ønsker, at der skal kunne sættes spørgsmålstegn ved hverken undersøgelsen, Team Danmarks indstilling til undersøgelsens resultater og selvfølgelig også min egen habilitet.

- I den kommende tid vil jeg koncentrere mig om at skabe de bedst mulige forhold for vores svømmere på det Nationale Træningscenter.

- Og så vil jeg og Dansk Svømmeunion selvfølgelig stå til rådighed for den undersøgelse, der skal gennemføres, siger Pia Holmen i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen sættes i gang inden for de kommende uger og forventes afsluttet i løbet af efteråret.

Frank Jensen, overborgmester i København og bestyrelsesformand i Team Danmark, er enig i Holmens beslutning.

- Det er efter min mening en rigtig og velovervejet beslutning, Pia Holmen har truffet. Det er vigtigt, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved den kommende undersøgelses uafhængighed. Det er den alt for vigtig til,” siger han i pressemeddelelsen.

Der har hersket uro i toppen af dansk svømning det seneste stykke tid.

DR's dokumentar 'Svømmestjerner - Under overfladen' i april skabte overskrifter og bestyrtelse i dansk idræt, fordi en lang række svømmere stod frem og fortalte om de tidligere landstrænere Mark Regan og Paulus Wildeboers kontroversielle træningsmetoder i en årrække.

Det kan du læse mere om her: Uhyggelige afsløringer

For nogle dage siden stoppede de to landstrænere Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen som konsekvens af uenigheder med ledelsen i Dansk Svømmeunion.

- Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen har uden tvivl været med til at skabe flotte resultater for vores bedste svømmere. Men vi ser på nogle punkter forskelligt på, hvordan vores træningsmiljø på NTC skal fungere, sagde Pia Holmen i den forbindelse.

De opsigelser vakte bestyrtelse og vrede blandt svømmerne, der sendte en fælles udtalelse på gaden, hvor man udtrykte mistillid til ledelsen i dansk svømning.

- Svømmerne på NTC er meget forbavsede over den situation, som ledelsen har sat os i. De river fundamentet og stabiliteten, kort inden VM, væk under os og har ikke været i stand til at løse de problemstillinger, som har været presserende. Ikke nu - og ikke i tiden helt tilbage til 2004 og frem til i dag.

- Vi vil rigtig gerne spørge ledelsen, om de mener, at de sender et 100 procent forberedt og motiveret hold til VM i Sydkorea?, står der i udtalelsen.

Der er VM i kinesiske Gwangju 12.-28. juli.

Se også: Landstræner delte piller ud: Det er fuldstændig forrykt!

Se også: Kontroversiel svømmestjerne går topløs

Se også: Efter DR-dokumentar - afviser al kritik

Se også: Lotte Friis efter chok-afsløringer: - Jeg stoler på de andre

44 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere