Irriteret direktør: Det er Pernille, der er offeret her

- Sådan noget pis, siger direktøren for Dansk Svømmeunion, efter Pernille Blumes navn er havnet på liste

Irriteret direktør: Det er Pernille, der er offeret her

Pernille Blume var i højt humør, da hun ankom til Danmark efter sit succesfulde OL i Rio

Toppen af dansk idræt dirrer af irritation og vrede over nyhedshistorien om Pernille Blumes sammenkædning med doping torsdag morgen.

Den olympiske guldvinder står på en liste, hackerorganisationen Fancy Bear har offentliggjort efter at have hacket WADA's fortrolige data.

Men det er misvisende og møghamrende irriterende, for det kan godt være, Blume tager medicin, der står på listen over forbudte stoffer, men danskeren har i adskillige år haft lov til at benytte sig af medikamentet Terbutalin mod sin astma.

Og derfor er det en irriteret Pia Holmen Christensen, direktør i Dansk Svømmeunion, som Ekstra Bladet fanger torsdag.

- For det første har Pernille ikke gjort noget galt. Det er meget vigtigt at understrege her, siger hun som det første.

Hun forsøger at holde tungen lige i munden, da hun efter at have trukket vejret dybt, uddyber sin reaktion på morgenens historie.

- Det er Pernille, der er offeret her. Og så skal man læse, at der er en doping-mistanke. Sådan noget pis, kommer det bramfrit fra Pia Holmen Christensen.

- Jeg aner jo ikke, hvor det er gået galt, men WADA er blevet hacket, og man kan ikke vide sig sikker mere. Vi stiller krav til atleterne i forhold til deres forbrug af medicin, og så stiller de krav til os om ikke at udlevere det til nogen.

Hackerne forsøger at skabe splid
- Har man astma, har man sikkert ikke noget imod at dele det med venner og familie. Men jeg ville da personligt ikke have, at det stod i Ekstra Bladet. Mit privatliv kommer da ikke familien Danmark ved, siger Pia Holmen Christensen.

Direktør i Anti Doping Danmark, Michael Ask, fortæller til BT, at det sandsynligvis ikke er tilfældigt, at en dansk idrætsudøver havner blandt de offentliggjorte navne.

- De (hackerne, red.) forsøger at skabe splid og mistillid til antidoping-systemet. Det er ikke tilfældigt, at Pernille bliver et offer for dem. Det hænger formentlig sammen med, at vi i Danmark har været forholdsvis aktive i kritikken af russerne og det statsstyrede doping-system. Det her er en konflikt på et politisk niveau med Rusland på den ene side, og den vestlige verden på den anden.

- Hacker-gruppens smædekampagne forsøger at vise, at hele systemet er råddent, og at de vestlige sportsfolk er lige så dopede som russerne. Men det er de ikke. Det er to vidt forskellige ting. Det er vigtigt at få fastslået, at der ikke er noget fordækt ved de her TUE'er, siger Michael Ask og henviser til de certifikater, der giver udøverne mulighed for at tage medicinen, selvom den står på listen over forbudte og præstationsfremmende midler.

Svømmere bliver syge: Derfor bruger topatleter astma-medicin

Nyt doping-læk: Blume på liste med Tour-vindere

En russisk hackergruppe har torsdag offentliggjort sundhedsdata fra den danske svømmer Pernille Blume fra den dag, hun vandt OL-guld i Rio.

Her er fakta om den danske svømmer:

Navn: Pernille Blume.

Alder: 22 år.

Fødeby: Bagsværd.

Sportsgren: Svømning, 50 meter fri, 4 x 100 meter fri og 4 x 100 meter medley.

Største resultat: Guld i 50 meter fri ved OL i 2016, bronze ved OL i 4 x 100 meter medley, guld i 4 x 100 meter medley ved kortbane-VM i Istanbul i 2012.

Astma: Pernille Blume fik konstateret anstrengelsesastma i 2010. Hun har udtalt følgende til magasinet Astmanaut:

- Efter jeg fik konstateret astma, kom jeg på medicin, og det virkede rigtigt godt. Jeg var i stand til at træne og præstere meget bedre. Mit råd er, at man ikke skal lade sig begrænse af astma. Det at have astma inden for svømning er nærmere reglen end undtagelsen.

Hackere lækker 29 OL-atleters data

Indtil videre har hackergruppen Fancy Bear lækket personfølsomme oplysninger om i alt 29 atleter.

Det fremgår af de lækkede papirer, at mange atleter er testet positive for forskellige lægemidler på Wadas forbudte dopingliste. Men det fremgår også, at atleterne har fået tilladelse til at bruge medicinen.

Listen over de 29 atleter, der har fået offentliggjort data, er følgende:

USA:

Serena Williams, tennisspiller

Venus Williams, tennisspiller

Simone Biles, gymnast

Elena Delle Donne, basketballspiller

Bethanie Mattek-Sands, tennisspiller

Brittney Griner, basketballspiller

Conger John, svømmer

Dagmara Wozniak, fægter

Deanna Price, hammerkaster

Kathleen Baker, svømmer

McQuin Baron, vandpolospiller

Michelle Carter, kuglestøder

Sam Dorman, udspringer

Tervel Ivaylov Dlagnev, bryder

 

Storbritannien:

Bradley Wiggins, cykelrytter

Charlie Hull, golfspiller

Chris Froome, cykelrytter

Heather Fisher, rugbyspiller

Sam Townsend, roer

 

Tyskland:

Robert Harting, diskoskaster

Franziska Hentke, svømmer

Christina Obergföll, spydkaster

Christian vom Lehn, svømmer

Christian Reichert, svømmer

 

DANMARK:

Pernille Blume, svømmer (astmamedicinen terbulatin, som Blume bruger, er godkendt af både Anti Doping Danmark (ADD) og Den Internationale Olympiske Komité (IOC))

 

Rusland:

Misha Aloyan, bokser

 

Polen:

Madaj Natalia, roer

 

Tjekkiet:

Petra Kvitova, tennisspiller

 

Rumænien:

Cogianu Roxana, roer

 

Kilde: fancybear.net