Kæmpe VM-skandale: OL-stjerne anholdt for sexchikane

En 22-årig medaljevindende svømmer fra OL i Rio er blevet anholdt og mistænkt for seksuel chikane i Sydkorea

Svømmerne på dette foto har intet at gøre med historien om anholdelsen og mistanken om sexchikane. Foto: FRANCOIS-XAVIER MARIT/RITZAU SCANPIX
Svømmerne på dette foto har intet at gøre med historien om anholdelsen og mistanken om sexchikane. Foto: FRANCOIS-XAVIER MARIT/RITZAU SCANPIX

En af de mandlige deltagere ved langbane-VM i svømning blev natten til søndag sydkoreansk tid anholdt af politiet, fordi han angiveligt begik sexchikane mod en 18-årig kvinde på en natklub.

Kvinden ringede til politiet, som pågreb manden på natklubben.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge dpa og NTB.

Politiet bekræfter anholdelsen, men kommer ikke med detaljer om den anholdtes identitet.

Der er angiveligt tale om en i svømmekredse kendt svømmer, da vedkommende ifølge Yonhap vandt en bronzemedalje ved OL i Rio. Den anholdte skulle være 22 år gammel.

Den anholdte har via sin advokat tilkendegivet, at han ikke ønsker at udtale sig.

Politiet vil søge om et udrejseforbud for den anholdte, så han ikke kan forlade Sydkorea, før sagen er afgjort.

Langbane-VM i Gwangju slutter søndag eftermiddag dansk tid.

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere