Lotte Friis har været en ufrivillig tur i mediemøllen, efter TV 2 søndag offentliggjorde et kapitel fra Jeanette Ottesens nye bog 'Fri', hvor Jeanette Ottesen undskylder for den mobning, Lotte Friis har mødt, men samtidig detaljeret beskriver, hvad hun er blevet udsat for.
Efter kapitlet blev offentliggjort, fortalte Lotte Friis på sin Instagram, at hun ikke vidste, at bogen ville indeholde en længere og nøje beskrivelse af den mobning, hun har oplevet.
Nu er hun tilbage på det sociale medie og takker for den opbakning, hun har mødt.
- Jeg har de sidste 24 timer holdt telefonfri, for den har bimlet og bamlet, og det har været svært for mig at sortere i det, som er kommet ind og mærke mig selv i denne proces, jeg er blevet en del af, siger Lotte Friis.
- Jeg har åbnet mine sociale medier, og jeg er dybt taknemmelig for jer, som har kommenteret, liket, delt og skrevet privatbeskeder. Jeg har slet ikke kunnet nå at læse det hele, og jeg vil prøve at svare så mange af jer som overhovedet muligt.
- Jeg vil bare gerne sige tak. Jeg vil sige tak for denne opbakning. Det betyder virkelig noget i de her dage.
Jeanette Ottesen har fra flere sider mødt massiv kritik efter offentliggørelsen af kapitlet.
Svømmeren, som stoppede karrieren efter OL i Tokyo, har efterfølgende i en sms fortalt Ekstra Bladet, at hun er 'oprigtigt ked af, at have gjort Lotte Friis så ked af det'.
33-årige Lotte Friis indstillede sin 14 år lange karriere i 2017. Hun blev i 2019 optaget i Sportens Hall of Fame. Efter sin aktive karriere i bassinet er hun blevet radiovært hos Danmarks Radio.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Det var en glad og stolt Lotte Friis, der i 2019 blev optaget i Sportens Hall of Fame.