Jeanette Ottesen lægger bestemt ikke fingrene imellem i selvbiografien ’Fri’.

Den 33-årige svømmestjerne hamrer hænderne hårdt i bassinkanten – og knalder til tastaturet i bogen, hvor der bliver delt våde klaps ud til bl.a. Pernille Blume.

Og til Jeanette Ottesen selv, der i bogen også indrømmer, at hun fortryder årelang mobning af Lotte Friis.

Hun beskriver nådesløst ærligt, hvor ’fucked up’ det var at stå og juble over en bronzemedalje i holdkappen ved OL i Rio de Janeiro for fem år siden, når Pernille Blume umiddelbart forinden var løbet med al opmærksomheden efter sin mildest talt overraskende guldmedalje i 50 meter fri.

Misundelsen oser ud af samtlige porer i og mellem linjerne i det kapitel, B.T. bringer fra bogen, der er skrevet i samarbejde med Aleksandar Josevski og udkommer på Gyldendal torsdag.

’Jeg begynder at stortude. Jeg er jublende glad. Og stolt. Det føles som en forløsning. Men hvilken forløsning? Jeg bliver i tvivl, da jeg står på medaljeskamlen. Gjorde jeg det? Alt det, jeg har kæmpet for; alle de tårer, den ødelagte fysik, de mentale problemer, afsavnet og frustrationerne – skal det kulminere med det her? JEG har jo ikke vundet en medalje. MIN drøm er ikke gået i opfyldelse. Jeg har dedikeret mit liv til det her, og så lykkes jeg ikke. Eller lykkes kun halvt. Det er en fucking hård erkendelse, fortæller Jeanette Ottesen.

Og videre:

’I de minutter, i de timer skøjter jeg med en lykkefølelse på overfladen, men rammer samtidig bunden med tunge tanker. Jeg har lige set én komme og vinde en OL-guldmedalje med et snuptag, det næste øjeblik står jeg selv med en holdmedalje, der har kostet 16 år af mit liv. Det er ikke den forløsning, jeg havde drømt om. Det er unfair.’

Jeanette Ottesen indrømmer, at hun efter Rio spiller skuespil i rollen som ’jublende lykkelig’ over den medalje, hun endelig vandt. Men hun er kun glad – ikke lykkelig.

’Jeg skulle have vundet medaljen i 100 meter butterfly, som jeg har trænet til hele mit liv; hvor min selvforståelse og min identitet som svømmer ligger,’ fortæller hun og render nok heller ikke med fidusbamsen, når hun kalder Blumes guldmedalje for rent held.

De to svømmeres forhold har de seneste år være isafkølet og rent professionelt, og denne passage indbringer næppe nogen fredspris:

’Jeg har ikke noget personligt forhold til Pernille i dag, og hun kunne aldrig finde på at lukke mig ind. Jeg begræder ikke, at jeg ikke er venner med Pernille længere. Den Pernille, hun var før OL i Rio, kunne jeg virkelig godt lide, men i dag ved jeg ikke, hvem hun er.’