Modellen pausede sig til OL

Pernille Blume trykkede i efteråret på stop – nu er hun hurtigere end nogen sinde

Pernille Blume er tilbage efter en pause (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Pernille Blume er tilbage efter en pause (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Der var kollegiale håndklask, varme konkurrent-kram og lune lykønskninger fra selveste kronprinseparret, da Pernille Blume i slutningen af sidste uge overraskede alt og alle og i overlegen stil vandt 50 meter fri ved Danish Open i Bellahøj Svømmestadion.

Den 21-årige svømmer strålede af brusende indre glæde. Ikke nok med, at hun med 24.47 sek. satte såvel Jeanette Ottesen som Mie Ø. Nielsen på plads – hun gaflede også en OL-tur til Rio såvel individuelt som i holdkappen.

Det virkeligt sensationelle er, at hun i efteråret var fem svømmetag fra at stoppe helt! Men en tre måneder lang pause fra sporten gav hende lysten tilbage, og nu stråler hun mere end længe.

- Man skal bare holde en lang pause, så pisker man bassinet til skum?

- Haha, jeg vil nu ikke anbefale det som sådan. Min sag er selvfølgelig lidt speciel. Jeg var simpelt hen bare brændt ud, så for mig var det enten at tage en pause – eller stoppe helt. Det har så åbenbart i den sidste ende vist sig at give pote, siger Pernille Blume.

- Man siger jo, at fysikken betyder alt – men meget af det er altså også mentalt. Har man ikke hjerte og sjæl med, går det ikke, og lysten var sivet ud af mig.

Hun har tidligere i magasinet M demonstreret, hvad svømning kan gøre ved en krop, og der kunne selvfølgelig have luret en karriere som model – men efter en chip-tuning af humøret, er hun klar og parat til … Meget mere.

- I starten var det lidt on and off, men man kan vel sige, jeg holdt pause fra oktober til februar. Det var et forsøg på at undgå at stoppe helt. Det var i hvert fald i mine tanker, at det godt kunne ende med at blive et permanent stop, indrømmer hun.

- Men samtidig havde jeg et stærkt ønske om at få lysten igen og fortsætte, fordi ellers ville alt det, jeg har knoklet mig igennem de sidste tre-et-halvt år gå tabt. Alt det arbejde ville være spildt. Man skal også have respekt over for sig selv og finde ud af, hvad man kan gøre for at komme tilbage igen, siger hun under Dansk Svømme Award tirsdag aften i Cirkusbygningen.

Se også: Årets Guldfisk: Jeg er i chok

Pernille Blume til Dansk Svømme Award (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Pernille Blume til Dansk Svømme Award (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Se også: Svenskerne til Ottesen: Vores mest sikre OL-guld i moderne tid

- Nu er det på mine vilkår. Jeg vil gøre ting på min måde, og jeg har haft en rigtig god dialog med min træner. Han er jo glad for at se mig som et mere harmonisk menneske, siger Pernille Blume.

- Selv om det er en individuel sport er der vel også et kolossalt pres – og så kan man måske miste overblikket over sit eget liv?

- Det gør man. Selvfølgelig bliver man fra en ung alder guidet gennem rigtigt meget, og det giver sig selv, fordi det er eksperter, der sidder derude. Det kan selvfølgelig gå hen og blive lidt for meget.

- Jeg ville blive vanvittig …

- Ja, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg er bare startet i en meget ung alder med at blive trænet og guidet og har stolet blindt på eksperterne altid. Men lige pludselig kommer der så et tidspunkt, hvor man stopper op i farten og spørger: Hov, hvad er det, der foregår? Hvor er min egen stemme, og hvad er det egentlig, JEG gerne vil. Derfor havde jeg brug for at trække mig tilbage for at finde ud af, hvor jeg står, siger Pernille Blume.

- Min træner (Stefan Hansen) har jo set det komme. Han var jo godt klar over, at jeg på et tidspunkt ville sige fra, og han har ligesom opmuntret mig til at blive mere MIG. Det er bare svært at gøre, når man hele tiden er midt i noget.

- Det bliver en maskine?

- Det gør det. Nu har jeg tænkt og kigget for at finde mennesket.

- Hvor længe har du svømmet?

- Siden jeg var seks!

- Det er et hårdt liv…

- Ja, men det er også fedt!

Pernille Blume med de øvrige svømmere før sidste OL i London 2012 (Foto: Mogens Flindt)
Pernille Blume med de øvrige svømmere før sidste OL i London 2012 (Foto: Mogens Flindt)

Se også: Du gætter det ikke: Hun blev Årets Svømmer

Se også: Se billederne: Stjerner i topform til den store badefest

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere