Ny svømmeformand til eks-direktør: Gå af

Den nyvalgte formand for Dansk Svømmeunion, Pia Johansen, har ringet til Pia Holmen og bedt hende forlade posten i LEN med omgående virkning

Tidligere direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen, er af den nye formand blevet bedt om at forlade sin internationale toppost. Foto: Jonas Olufson
Tidligere direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen, er af den nye formand blevet bedt om at forlade sin internationale toppost. Foto: Jonas Olufson

Lørdag formiddag blev Pia Johansen valgt som ny formand for Dansk Svømmeunion, og om eftermiddagen samlede hun sin nye bestyrelse omkring sig.

Efter det møde har hun søndag ringet til unionens tidligere direktør, Pia Holmen, og overbragt hende et umisforståeligt budskab: Forlad din internationale toppost. Nu.

- Vi havde Pia Holmens post som vicepræsident i LEN (det europæiske svømmeforbund, red.) oppe som et punkt på bestyrelsesmødet, fortæller Pia Johansen.

- Der var enighed om, at der ikke var sammenhæng mellem sidste års afskedigelse af Pia Holmen som en konsekvens af Kammeradvokatens rapport og samtidig mene, at hun skulle repræsentere dansk svømning i udlandet. Det synspunkt bakker alle i bestyrelsen op om, siger Pia Johansen.

- Så jeg har i dag ringet til Pia Holmen og sagt til hende, at vi trækker støtten til hende som vicepræsident i LEN, og at vi samtidig opfordrer hende til at forlade posten med omgående virkning.

Pia Johansen understreger, at hun og Pia Holmen havde en fornuftig snak, og at den tidligere direktør tidligere har udtalt, at hun kun vil det bedste for dansk svømning.

- Hvis hun vil det, så trækker hun sig også øjeblikkeligt, lyder det fra den nyvalgte formand.

Pia Johansen er straks trådt i karakter som ny svømmeformand og har bedt unionens tidligere direktør trække sig øjeblikkeligt. Foto: Dansk Svømmeunion
Pia Johansen er straks trådt i karakter som ny svømmeformand og har bedt unionens tidligere direktør trække sig øjeblikkeligt. Foto: Dansk Svømmeunion

Pia Holmen blev sidste år valgt for en fireårig periode, hvoraf det første er gået. Hun kan rent juridisk næppe tvinges til at forlade posten før tid.

- Kammeradvokatens rapport slog klart fast, at det organisatoriske ansvar for svømmernes mistrivsel lå hos Dansk Svømmeunion og Team Danmark. Rent organisatorisk valgte man den konsekvens at sige til Pia Holmen, at det var hende, der skulle ud.

- Nu har vi så rettet op på den manglende sammenhæng.

Pia Holmen er i dag tiltrådt et nyt fuldtidsjob i Danmark og har tilkendegivet, at hun ikke ønsker at tale om sin fortid i dansk svømning med Ekstra Bladet.

Med sin afgang har tidligere formand Lars Jørgensen taget et politisk ansvar for svømmeskandalen, mener hans afløser, Pia Johansen. Foto: Dansk Svømmeunion
Med sin afgang har tidligere formand Lars Jørgensen taget et politisk ansvar for svømmeskandalen, mener hans afløser, Pia Johansen. Foto: Dansk Svømmeunion

En lang række aktører i dansk svømning har – senest på generalforsamlingen – efterlyst, at unionens daværende bestyrelse også tog et politisk ansvar som konsekvens af Kammeradvokatens rapport.

Det mener Pia Johansen også er sket med formand Lars Jørgensens afgang i utide. Et exit, han bekendtgjorde i februar.

- Jeg synes, at han tager et politisk ansvar ved at gå. Han var klar over, at han havde et samlet Svømme-Danmark imod sig, og det har han dybest set haft i hele sin formandsperiode.

- Dermed synes jeg, at der både er taget en organisatorisk og en politisk konsekvens af Kammeradvokatens rapport, og nu skal vi sikre, at de systemiske fejl, der også blev nævnt i den, bliver rettet op.

Lang tids rygsvømning i forhold til svømmeledelsens ansvar for svømmeskandalen ser ud til at være fortid. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lang tids rygsvømning i forhold til svømmeledelsens ansvar for svømmeskandalen ser ud til at være fortid. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Team Danmark har netop fået lov til at føre et skærpet tilsyn med specialforbundene, og vi skal optimere vores samarbejde med Team Danmark, så vi forebygger, at der nogensinde igen sker svigt af svømmerne uden indgriben.

- Der er mange, der ønsker en ny start for dansk svømning, og det gør jeg i den grad også, siger Pia Johansen.