Ottesen: - Det er en lettelse

En længe ventet rapport fra Kammeradvokaten, der blev lagt frem fredag, retter en hård kritik af forholdene i dansk elitesvømning i godt og vel ti år

32-årige Jeanette Ottesen er glad for rapportens resultat.  Foto: Thomas Wilmann/POLFOTO
32-årige Jeanette Ottesen er glad for rapportens resultat. Foto: Thomas Wilmann/POLFOTO

'Rystende læsning' og 'decideret svigt'.

Sådan lyder konstateringen efter Kammeradvokatens uvildige undersøgelse af de yderst uetiske forhold, flere danske elitesvømmere har lidt under.

Undersøgelsen bag rapporten blev sat i gang på baggrund af, at Danmarks Radio i foråret 2019 bragte en dokumentar, der afslørede en række kritisable forhold for elitesvømmere under Dansk Svømmeunion i årene fra 2003 til 2013.

Her kom det blandt andet frem, at offentlige vejninger var en metode til at følge svømmernes vægt. Presset ved at blive internt bedømt gjorde, at flere af elitesvømmerne udviklede spiseforstyrrelser og generel psykisk ubehag i deres tid på landsholdet.

Verdensmester Jeanette Ottesen er en af de elitesvømmere, der tog bladet fra munden, og efterfølgende har fortalt, hvordan forholdene influerede på hendes exit ved det Nationale Træningscenter.

Derfor kommer rapporten som en 'lettelse', lyder det fra Jeanette Ottesen, der er verdensmester i 100 meter fri og 50 meter butterfly. I en SMS skriver hun til Ekstra Bladet:

'Det er en lettelse, at der er kommet en afklaring, og en lettelse, at alle nu ved, at alt, hvad vi svømmere har fortalt, er sandt og ingen hemmelighed længere.'

'Sket er sket, og vi kan ikke lave om på fortiden, men det er dejligt, at vi på en måde kan lukke dette kapitel og se fremad. Og, så er det også en lettelse, at jeg (næsten) er sikker på, at disse overgreb ikke længere hører til i dansk svømning', skriver hun.

Især landsholdtrænerne Mark Regan fra Australien og hollandske Paulus Wildeboer har været de ansvarlige for de meget utraditionelle træningsmetoder, fastslår rapporten. 

- Ingen medaljer er noget værd, når det er på bekostning af udøvernes tarv og trivsel, siger bestyrelsesformand i Team Danmark, Frank Jensen, til Ekstra Bladet.

- Det er en skamplet i dansk idrætshistorie, uddyber bestyrelsesformanden.

Især Dansk Svømmeunion har taget konsekvensen af rapportens resultater og afskediget direktør Pia Holmen.

Kammeradvokaten vurderer dog i sin rapport, der blandt andet har taget udgangspunkt i 44 interviews med diverse elitesvømmere, at Danmarks Idrætsforbund (DIF) har levet op til sit ansvar i den undersøgte periode.

Alligevel beklager og undskylder DIF 'på det kraftigste' for den frygtkultur og det psykiske terror, der prægede miljøet omkring elitesvømning.

- Helt urimelig træneradfærd. Der er blandt andet tale om verbale ydmygelser. Og det harmonerer slet ikke med de idealer, vi har på idrættens verden, sagde bestyrelsesformanden for DIF, Niels Nygaard, under fredagens pressemøde.

Brud på dopingregler
Noget af det, der ligeledes kom frem i forbindelse med udgivelsen, er, at den tidligere træner Paulus Wildeboer har udleveret 'ukendt medicin' ordineret fra en spansk læge til en række svømmere.

Medicin, der kan måske kan kædes sammen med positive dopingtest, hvorfor Team Danmark i skrivende stund har allieret sig med Det Internationale Antidopingagentur (WADA) for at komme til bunds i sagen.

- Det er ganske enkelt helt naturligt, at vi gør os nogle forholdsregler og reagerer, som vi gør, når der er tale om uspecificeret medicin, siger Frank Jensen.

Han er 'uforståelig' over for, at Dansk Svømmeunion har vendt det blinde øje til, hvad angår udleveringen af medicinen.

Skandalerne i dansk svømning

2002: Dansk Svømmeunion indleder et samarbejde med Team Danmark, der til gengæld for økonomisk støtte kræver internationale topresultater.

2003: Australieren Mark Regan begynder 1. marts som landstræner på Det Nationale Træningscenter (NTC) i Farum.

Han ændrer træningskulturen og flere kilder siger til DR, at han blandt andet taler nedværdigende til svømmerne og indfører offentlige vejninger.

2004: Jens Frederiksen, der var træner for Farums elitesvømmere, gør i en e-mail 2. december til Kaj Aagaard, der dengang var formand for Dansk Svømmeunion, opmærksom på Regans hårde træningsmetoder, men han får ikke svar fra formanden.

Den femdobbelte OL-finalist Mette Jacobsen stopper på NTC på grund af Mark Regan.

2005: Team Danmark vedtager nye retningslinjer, hvor det bliver beskrevet, at vejninger skal foregå frivilligt og i et aflukket lokale. 23 svømmere fortæller dog til DR, at de offentlige vejninger fortsætter efter 2005 og frem til 2013.

2006: Svømmeren Jeanette Ottesen stopper som 17-årig på NTC, fordi hun har udviklet en depression og en spiseforstyrrelse. To år senere vender hun tilbage og bliver Danmarks mest vindende svømmer gennem tiderne

2008: EM-finalisten Kathrine Jørgensen bliver efter et ophold på NTC med gentagne offentlige vejninger ramt af angst, depression og bulimi. 3. januar tager hun en overdosis smertestillende medicin og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.

Mark Regan stopper som landstræner. Han siger til DR, at han aldrig har gjort noget forkert.

Hollandske Paulus Wildeboer bliver ny landstræner, og han fortsætter ifølge DR's kilder de offentlige vejninger og mobber svømmerne med deres vægt.

2011: Ifølge DR's kilder indfører juniorlandstræner Michael Hinge offentlige vejninger blandt de unge svømmere.

Sidse Kehlet er en af dem, og hun udvikler bulimi, depression og pillemisbrug og stopper i 2014 karrieren som 18-årig.

Hinge afviser anklagerne.

2013: Paulus Wildeboer stopper som landstræner. Han døde i 2014.

2014: Michael Hinge stopper som juniorlandstræner.

2019: 22. april sender DR dokumentaren "Svømmestjerner - Under overfladen", der afslører træningsmetoderne på NTC fra 2003 til 2013. Her fortæller flere danske svømmeprofiler om kritisable forhold med offentlige vejninger og nedladende bemærkninger.

6. maj meddeler Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark, at de igangsætter en uvildig undersøgelse, efter at flere elitesvømmerne har kritiseret metoderne.

Svømmetrænerne på NTC Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen opsiger 12. juni deres stillinger på grund af uenigheder med forbundet. Det får elitesvømmerne til i en fælles besked at erklære deres mistillid til ledelsen i Dansk Svømmeunion.

19. juni meddeler Team Danmark i en pressemeddelelse, at Pia Holmen, direktør i Dansk Svømmeunion, tager orlov fra sin bestyrelsespost som næstformand i Team Danmark, mens den uvildige undersøgelse foregår.

Kilde: Ritzau

Se også: - Den største skandale i Danmark

Se også: - Det er chokerende

Se også: Undskylder svigt: - Prisen var alt for høj

11 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere