Suveræn Ottesen booker finaleplads på 100 meteren

Jeanette Ottesen flirtede med verdensrekorden i 100 meter butterfly, før svenske Sarah Sjöström slog den.

Jeanette Ottesen viser stor styrke ved VM på langbane i russiske Kazan. Hun er klar til finalen i 100 meter butterfly. (Foto: AP/Michael Sohn)
Jeanette Ottesen viser stor styrke ved VM på langbane i russiske Kazan. Hun er klar til finalen i 100 meter butterfly. (Foto: AP/Michael Sohn)

Jeanette Ottesen kan godt gøre sig forhåbninger om en topplacering i 100 meter butterfly ved VM på langbane i Kazan.

Den 27-årige svømmestjerne vandt sikkert sin semifinale, men trods en supertid på 57,04 sekunder er danskeren på ingen måde guldfavorit, da svenske Sarah Sjöström lidt senere forbedrede verdensrekorden i den anden semifinale.

Se også: Frygter tyvstart: Danskere vil ændre VM-regel

Ottesen måtte derfor nøjes med næsthurtigste tid på vejen mod tirsdagens finale.

- Det bliver svært at tage guldet fra hende. Jeg svømmer, hvad jeg kan, og så må vi se hvor langt, at det rækker, siger Jeanette Ottesen til TV2 Sport.

Danskeren blev noteret for tiden 57,04 sekunder, hvilket var 45/100 af et sekund hurtigere end hendes tid i det indledende heat søndag morgen.

Se også: Nervøs Jeanette Ottesen: Troede jeg var disket

Ottesen lagde hårdt ud, og midtvejs flirtede hun med en mulig verdensrekordtid.

- Det kunne jeg mærke de sidste 10 meter. Jeg skulle starte stille og roligt, men jeg var for ivrig på grund af min præstation i morges. Jeg håber, at det bliver perfekt i finalen.

- Jeg var meget skuffet i morges, hvor jeg gjorde en del ting forkert. Jeg er 27 år og burde gøre det bedre, men det gjorde jeg ikke. Jeg skulle have nogle aggressioner ud, siger hun om det hurtige udlæg i semifinalen.

Se også: Danske svømmestjerner indleder jagten på VM-metal

- Det er ikke så godt, hvis man vil spare på kræfterne, siger Jeanette Ottesen.

Svenske Sarah Sjöströms nye verdensrekord lyder på 55,74 sekunder. Den tidligere lød på 55,98 og tilhørte Dana Vollmer. Dermed er svenskeren storfavorit i tirsdagens finale.

Jeanette Ottesen stiller op i Kazan som forsvarende verdensmester på den halve distance - 50 meter butterfly.

0 kommentarer
Vis kommentarer