Vågnede op en uge efter vild fest: Og så var min fod væk

Den 24-årige Monique vandt sølvmedalje i svømning ved de paralympiske lege i Rio de Janeiro i 2016 - nu taler hun ud om, hvordan hun mistede sin højre fod

Bag mange paralympiske atleter, der har mistet en arm eller et ben, eller har andre alvorlige skader på kroppen, gemmer der sig ofte en dramatisk eller en sørgelig historie. Det samme gælder for den 24-årige australske svømmer Monique Murphy, der for fire år siden mistede sin ene fod i forbindelse med en meget dramatisk hændelse.

Nu taler Monique ud om, hvad der egentlig skete på den aften for fire år siden, hvor hendes liv ændrede sig totalt fra det ene sekund til det andet. Og det sker i hendes egen klumme i det australske medie News.com 

'For fire år siden var jeg lige som alle andre universitetsstuderende. Men mit liv ændrede sig den nat, jeg faldt ned fra en balkon på femte sal og landede på et glastag. Jeg husker intet fra natten. Jeg var til en fest med andre studerende. Jeg tror selv, at nogen havde kommet et stof i min drink og det var årsag til, at jeg faldt ned fra balkonen' skriver Monique Murphy og tilføjer, at hun udmærket godt ved, at det er meget heldigt, at hun overhovedet er i live i dag.

Efter den dramatiske ulykke blev Monique indlagt på et hospital, hvor hun lå i koma i en hel uge.

'Jeg vågnede op på hospitalet, og jeg havde ingen erindring om, hvor jeg befandt mig, eller hvad der var sket. Men lægerne fortalte mig straks, at jeg ikke længere havde min højre fod. Det tog lang tid at få den besked til at synke ind. Det var først næste morgen, da jeg hørte lægerne sige ordene 'fod' og 'amputeret', at jeg forstod alvoren. Indtil da havde jeg blot troet, at min fod var bundet ind i bandage, fordi jeg stadig kunne mærke min fod.'

På trods af det voldsomme fald fra så stor højde havde Monique undgået hjerneskade, samt skade på rygraden. Men udover at miste sin fod, havde Monique også brækket kæben, brækket sit kraveben og havde tre brækkede ribben. Hun fik også smadret sit ene knæ og havde alvorlige flænger på brystet og halsen på grund af det glastag, hun var landet på.

'Jeg havde hele tiden store smerter, mens jeg var indlagt på hospitalet, hvor jeg tilbragte i alt seks uger. Jeg gennemgik i alt otte operationer'.

I forbindelse med genoptræningen begyndte Monique at træne svømning, og hun følte sig straks i sit rette element. I vandet kunne hun nemlig føle sig fri og bevæge sig frit. Fra at være en hobby blev det hurtigt mere professionelt, fordi Monique havde store evner som svømmer.

Og allerede to år efter ulykken i 2016 deltog i de paralympiske lege i Rio de Janiero, hvor hun vandt en sølvmedalje i 400 meter freestyle.

'At være en del af Australiens Paralympiske Team har medvirket til at give mig så mange fantastiske oplevelser. Jeg har mødt så mange inspirerende mennesker og skabt masser af gode venskaber. Det fylder mig med stor stolhed'    

 

 

38 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere