Udefra lignede Michael Phelps karriere det rene eventyr, men i kølvandet på hans fantastiske bedrifter i svømmebassinet fulgte dæmonerne ham.
Hans rekord på 28 olympiske medaljer, heraf 23 af guld, får mange til at anse amerikaneren for den største olympianer af dem alle, men i dag afslører han, at han gennemførte flere af legene med psykisk sygdom og nærmest følte sig tvunget til at deltage i London i 2012.
I dag er det 32-årige ikon kommet ud af sit tusmørke og forsøger at give sit liv ny mening ved at hjælpe andre med samme problemer.
- Der er mange ting, jeg kan udrette udenfor bassinet, som potentielt kan give mere mening end alle mine medaljer, siger han i et interview med Sport 360.
- Mine medaljer er selvfølgelig fantastiske, og jeg elsker at kigge på dem, røre ved dem og tale om dem. Men jeg ønsker ikke, at min karriere kun skal handle om guldmedaljer og verdensrekorder. Jeg vil gerne have et andet og større eftermæle.
- Min konkurrencetid er forbi, men nu har jeg sat større mål. Og i dag kan jeg tale om de ting, som jeg aldrig har talt om før.
Undervejs har han været arresteret for promillekørsel og blevet fotograferet, mens han røg marihuana. Efter sin anden anholdelse, tjekkede Phelps ind på rehab, og efter at have arbejdet der med sine dæmoner, har han åbnet op omkring dem. Med den formodning, at det hjælpe almindelige mennesker, hvis stjernenavne står frem.
- Jeg har været gennem depressioner fem-seks gange. Jeg har haft angst og ADHD, og det er ting, der gør mig menneskelig.
- Jeg vil ikke sige, at jeg bar en maske gennem min karriere, men en del af tiden viste jeg ikke, hvem jeg var. Jeg fortæller om det nu, fordi det er en del af mit liv, og jeg har ikke noget at skjule.
- Når det kommer til mentalt helbred, kan vi forhåbentlig lære folk, at det er okay ikke at være okay.
Hans femte og sidste OL i Rio sidste år blev ikke hans mest medaljetunge men til gengæld hans bedste oplevelse.
- Jeg ønskede engang at tage livet af mig selv og alligevel formåede jeg at komme tilbage to år senere (i Rio, red.).
Phelps afslører, at han som barn aldrig selv så ret meget til sin far. I takt med sin bedring har han selv påtaget sig en større faderrolle nu, hvor han i højere grad føler, at han kan påvirke sine omgivelser positivt. Han og hans kone Nicole blev for 16 måneder siden forældre til sønnen Bromer og har endnu et barn på vej.
Også i Rio påtog han sig en slags faderrolle for det store, amerikanske svømmehold, hvoraf flere atleter var vokset op med hans plakater på de hjemlige vægge.
- Under mine tidligere olympiske lege var jeg stille og holdt mig for mig selv. Nu fandt jeg et formål i at hjælpe sporten og få den til at vokse.
- Det blev den bedste og mest nydelsesfulde del af min karriere. Jeg håber, omgivelserne kunne se det på mig. Der var ingen bedre måde at stoppe på.
OL-legende taget for spritkørsel