10.000 på venteliste: Ny tribune til Caroline-galla

Der er godt nyt til flere ventende, efter at det er lykkedes folkene bag Wozniackis farvelkamp i Royal Arena at hente endnu en tribune i Tyskland

Caroline Wozniacki er allerede blevet hyldet godt og grundigt af sine tenniskollegaer inden det bliver de danske tennisfans' tur i maj. Video: Discovery Networks Danmark

Interessen for Caroline Wozniackis afskedsgalla i Royal Arena den 18. maj har været lige så eksplosiv som en førsteserv fra hendes veninde, Serena Williams, der er hendes modstander samme aften.

De små 12.000 billetter, der blev sat til salg midt i december, blev revet væk, og siden har næsten lige så mange skrevet sig op på en venteliste til ’The Final One’, som arrangementet er blevet døbt.

- Vi har 10.000 mennesker stående på en venteliste, og det er jo fantastisk og et bevis på, hvor populær Caroline er i Danmark. Men nu har vi altså lukket for den, fortæller Mads Frederiksen, direktør i f Sports Group, der står bag begivenheden.

Han kan nu i det mindste glæde de 1.000 forreste navne på nævnte venteliste.

- Vi har prøvet i flere måneder at finde nogle løsninger, og nu har Royal Arenas folk fundet en tribune i Tyskland, som kan hentes hertil og sættes op med plads til yderligere 1.000 tilskuere, fortæller han.

- Det betyder, at de første 1.000 på ventelisten nu får mail om, at de kan købe billetter, men så kan vi nok heller ikke gøre mere.

At der sættes en ekstra tribune op, vil også bidrage til helhedsoplevelsen og hele stemningen omkring banen, forklarer Mads Frederiksen.

- Det betyder jo, at arenaen bliver helt vildt flot, fordi der er tale om en endetribune, og nu får vi så tilskuere på alle fire sider af banen. Dermed skaber vi et mere lukket rum omkring banen og kampen.

Caroline og Serena fik også nået at spille double sammen i Auckland i januar. Foto: MICHAEL BRADLEY/AFP/Ritzau Scanpix
Caroline og Serena fik også nået at spille double sammen i Auckland i januar. Foto: MICHAEL BRADLEY/AFP/Ritzau Scanpix

Hvem der skal spille forkamp eller forkampe til selve hovedbegivenheden, arbejdes der stadig på, fortæller han, men mon ikke et par store danske talenter er i spil?

Caroline Wozniacki bekendtgjorde sidste år, at Australian Open i januar i år ville blive hendes sidste turnering, og efter nederlaget i tredje runde blev hun i flere omgange varmt hyldet på det stadion, hvor hun vandt sin grand slam i 2018.

Verdens nummer et gennem 71 uger udtrykte ved den lejlighed, at den oplevelse – sammen med den planlagte galla i København – udgjorde det perfekte farvel.

- Nu har jeg jo Danmark tilbage, og det bliver også meget følelsesladet, tror jeg, sagde hun til Ekstra Bladet.

- Tænk, at jeg kunne få lov at få denne afsked i min sidste rigtige turnering, og at jeg så kan se frem til at få den kamp mod Serena, der er den bedste spiller nogensinde og i alt fald den bedste, jeg har mødt. Og som jo også er min gode veninde.

- Og så at kunne gøre det foran mine bedste venner, min familie og mine danske fans. Det kan ikke blive en bedre måde at slutte af på.

Hun har i mange år været nær veninde med Serena Williams, der af mange betragtes som historiens største, kvindelige atlet. Den karismatiske amerikaner har vundet hele 23 grand slams.

Se også: Overrasket af familien: - Det havde jeg ikke set komme

Se også: Rørt Wozniacki hyldet af fodboldlegende

Clara Tauson vinder turnering i Glasgow. Foto: Roger Parker/INTERNATIONAL SPORTS FOTOS LTD Tennis - 23. feb. 2020 - kl. 13:17 Dansk tennis-triumf: Tauson vinder finale

Se også: Sådan har du aldrig set Wozniacki: Giraf-model for veninden

Se også: Comeback-dronninger: Clijsters i store fodspor

63 kommentarer
Vis kommentarer