Det skrives et nyt kapitel i en lang historie fra sportens øverste hylde, når Venus og Serena Williams tørner sammen i tredje runde af netop Indian Wells.
Her skulle de to mørke superstjerner nemlig mødes i en semifinale, der ikke blev til noget på grund af en knæskade hos Venus, for 17 år siden.
Der blev talt om aftalt spil, og under finalen mod Kim Clijsters blev såvel Serena, som Venus og hendes far Richard på tribunen, fulgt af ubehagelige, racistiske ytringer. Serena var i tårer undervejs men vandt. De to har af samme grund og indtil for nylig boykottet turneringen.
- Jeg har helt ærligt ikke tænkt på det. Det er jo 17 år siden, sagde Serena efter sin sejr i anden runde over hollandske Kiki Bertens.
Det er Serenas første turnering efter hendes 14 måneder lange barsel. Hun har ikke spillet siden sidste års finale i Australian Open, hvor hun med en lille pige i maven slog – Venus.
Et nederlag, som dog ikke forhindrede storesøster i at få en af sine fineste sæsoner i mange år, en tilbagevenden til Top 10 og en slutkamp i sæsonfinalen mod Caroline Wozniacki. En finale, som Serena – siger hun – ikke havde nerver til at se.
- Jeg er bare så glad for at være ude på banen igen. Alt er en bonus for mig.
De to søstre er 36 og 37 år, når de endelig mødes i den californiske velhaveroase. En konfrontation, der plejer at ligge meget længere fremme i en turnering.
- Det er en stor forskel. Normalt er vi begge længe i turneringerne. Nu er en af os snart ude. Det er afgjort rarere at mødes senere, mener Serena.
De to har spillet et hav af store finaler mod hinanden, ni i grand slams med Serena som vinder af de syv.
Men trods to sejre er de fleste i tvivl om, hvor lillesøster står.
- Jeg synes, hun spiller virkelig godt. Når hun fejler, er det ikke med ret meget margin, roser Venus.
Søstrene, der også udenfor banen er meget tætte, plejer at spille nogle ret følelsesladede opgør.
- Jeg følte mig bedre tilpas end i første runde, men jeg er stadig lidt rusten. Jeg laver stadig fejl, jeg ikke plejer at lave. Men det her er også en test for mig, fordi jeg også rejser med en baby.
- Selvfølgelig ville jeg ønske, at det var enhver anden, der stod på den anden side, men det er okay. Jeg skal bare derud og gøre mit bedste, så må vi se, hvordan jeg har det, siger Serena, som indbyrdes fører 17-11 før deres 29. møde.
Serena erkender: Jeg har lang vej endnu
Mødrehjælp: Verdensstjerner støtter hinanden i comebacks
Caroline kvaser modstander - her er den næste