Alvor for formstærk Caroline: Nu er hun blandt favoritterne

Eastbourne-vinder Caroline Wozniacki nævnes pludselig blandt favoritterne i Wimbledon, hvor hun mandag deler Centre Court med Roger Federer

Caroline Wozniacki har med sin fornemme præstation i Eastbourne spillet sig ind i favoritfeltet ved Wimbledon. Foto: Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki har med sin fornemme præstation i Eastbourne spillet sig ind i favoritfeltet ved Wimbledon. Foto: Ritzau Scanpix

LONDON (Ekstra Bladet): Lørdag smilede hun om kap med solen, da hun stod med pokalen i Eastbourne.

Søndag var et let skydække trukket hen foran Miss Sunshine’s ansigt i London.

Dagens gøremål skulle bare overstås for Caroline Wozniacki. Det gjorde hun ikke ret meget for at lægge skjul på. Hverken da hun forlod træningsbanen efter en halv time, eller da hun lidt senere skulle til sit obligatoriske pressemøde.

Hun var ordknap dagen før dagen, hvor hun server Wimbledon i gang mod amerikanske Varvara Lepchenko inde på Centre Court, hvor kun Roger Federer spiller før hende. Når det er ’Roger over’ er det ’go Caro’, og hun kunne nok have ønsket sig lidt længere restitution efter en krævende uge på sydkysten.

- Men det er, som det er, lød det med et skuldertræk fra den andenseedede dansker, som til gengæld er begejstret for at få verdens fineste bane stillet til rådighed mod verdens – ikke særligt navnkundige - nummer 97.

- Det er en fed bane og altid en ære at spille derinde. Centre Court har så meget historie. Boldene har en særlig lyd derinde. Det er en fin fornemmelse at komme derind og mærke duften af græsset. Der er noget særligt i luften derinde.

Det er der også omkring den formstærke dansker, som nu nævnes af stadig flere som en af turneringens favoritter, selv om hun aldrig er kommet forbi en nærmest forhekset, fjerde runde.

Selv nævner hun Petra Kvitova og Serena Williams og kan da godt fremtvinge et lille smil ved at høre sig selv nævnt i den sammenhæng.

- Jeg synes, jeg spiller godt, men..

Smilet var ikke helt så driftsikkert som efter finalen i Eastbourne, da Caroline Wozniacki mødte pressen på Wimbledons anlæg. Foto: Ritzau Scanpix
Smilet var ikke helt så driftsikkert som efter finalen i Eastbourne, da Caroline Wozniacki mødte pressen på Wimbledons anlæg. Foto: Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki var mere talende om sig selv som græshoppe, før hun forlod Eastbourne.

- Enten kan du lide eller ikke lide at spille på græs. Det handler om spillestil og at føle sig godt tilpas på det.

- For mig kommer tingene naturligt, når jeg skifter til græs. Jeg tænker ikke længere over det, men der er da slag, som jeg slår anderledes, end jeg ville gøre det på hardcourt eller grus.

- På græs kan det i nogle positioner give mening at slå ned langs linjen i stedet for diagonalt. Der kan også være fornuftig i at spille nogle kortere bolde i stedet for at gå for meget efter slagene. Men det handler helt om den fornemmelse du har, når du står på græsset, og boldene ikke springer så højt. Det er en følelse mere end noget andet, siger Wimbledons juniormester fra 2006.

Det er blevet nævnt som en fordel for hende, at græsbanerne de senere år er blevet stadig langsommere og minder mere og mere om hardcourt, hendes favoritunderlag. Den køber hun dog ikke helt.

- Det kommer lidt an på vejret i løbet af foråret og starten af sommeren. Græsset passer mig generelt fint, så jeg tror ikke, det gør nogen stor forskel.

Til gengæld har der været stor forskel på hende og Lepchenko i deres syv indbyrdes opgør. De seks er endt med dansk sejr over venstrehåndsspilleren fra USA.

- Hun kan godt lide at styre med forhånden, bemærker Wozniacki kort.

- Men jeg skal bare ind og spille mit eget spil. Jeg skal serve og returnere godt. Det er det.

Kampen kan – afhængig af Federers form og fart – forventes at starte omkring klokken 16, dansk tid.

Caroline i Wimbledon

2018, rangeret 2: 2. runde, Ekaterina Makarova, Rusland, 6-4 1-6 7-5

2017, rangeret 6: 4. runde, Coco Vandeweghe, USA, 7-6, 6-4

2016, rangeret 45: 1. runde, Svetlana Kuznetsova,Rusland, 7-5 6-4

2015, rangeret 5: 4. runde, Garbiñe Muguruza, Spanien, 6-4 6-4

2014, rangeret 16: 4. runde, Barbora Strycova, Tjekkiet, 6-2 7-5

2013, rangeret 9: 2. runde, Petra Cetkovska, Tjekkiet, 6-2 6-2

2012, rangeret 7: 1. runde, Tamira Paszek, Østrig, 5-7 7-6(4) 6-4

2011, rangeret 1: 4. runde, Dominika Cibulkova, Slovakiet, 1-6 7-6(5) 7-5

2010, rangeret 4: 4. runde, Petra Kvitova, Tjekkiet, 6-2 6-0

2009, rangeret 9: 4. runde, Sabine Lisicki, Tyskland, 6-4 6-4

2008, rangeret 30: 3. runde, Jelena Jankovic, Serbien, 2-6 6-4 6-2

2007, ikke rangeret: 2. runde, Mara Santangelo, Itralien, 6-0 7-6(4)

2006, ikke rangeret: 1. runde, Miho Saek, Japan, 3-6 6-2 6-3

2006: Vinder af Wimbledons juniortitel

Caroline Wozniacki vandt sin 29. titel i Eastbourne. Foto: AP Tennis - 30. jun. 2018 - kl. 15:45 Caroline i stor triumf inden Wimbledon

Se også: Sejrsglad Caroline: Den bedste optakt til Wimbledon

Se også: Tre legender har gjort det: Fra Eastbournevinder til Wimbledontriumf

Karen Barritza kæmper for at slå igennem på verdensranglisten. Men konkurrencen er hård, og vilkårene vanskelige, når man er nummer 562 på verdensranglisten. Foto: Olivia Loftlund Sport og Spil Hun slås i skyggen af Wozniacki: Ville være rart med lidt hjælp

16 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere