Analyse: Sådan kan Caroline også vinde på grus

Nyhedsanalyse: Caroline Wozniacki skal glemme, hvordan hun helst vil spille tennis, når mesteren fra den australsk hardcourt i morgen glider ind på det franske grus

Caroline Wozniacki skal indstille sig på at tænke helt anderledes, hvis hun også vil løfte den store pokal i Paris. Foto: AP
Caroline Wozniacki skal indstille sig på at tænke helt anderledes, hvis hun også vil løfte den store pokal i Paris. Foto: AP

PARIS (Ekstra Bladet): - Hey, jeg kan altså godt spille på grus.

Caroline Wozniacki griner lidt, da hun siger det et stykke inde i vores samtale.

Men reaktionen er ikke til at tage fejl af. For igen har hun lige mødt en række spørgsmål med en måske lidt for slet skjult skepsis i undertonen.

Om det at bevæge sig rigtigt og føle sig hjemme på det anderledes underlag. Om at møde eksperter, der elsker den langsommere bane. Om frygten for en ankelskade, der kan spolere resten af sæsonen. Den slags.

Hun har da også en del at bakke sit kække udsagn op med: Hun har vundet turneringer på grus. Har to gange været i kvartfinalen her i Paris og begge gange tabt til den senere vinder - mod Schiavone i 2010 og sidste år mod Ostapenko efter at have været i teten et pænt stykke hen i den lange og hyppigt afbrudte kamp.

Sidste år spillede hun desuden sin vel hidtil bedste gruskamp, da hun slog krogen i grushajen, den tidligere vinder Svetlana Kuznetsova.

I år er hun fløjet ind til Paris med ni gruskampe i bagagen men også med klare nederlag i to af dem til hollandske Kiki Bertens i Madrid og senest estiske Anett Kontaveit i Rom.

- Jeg synes, min grussæson har været okay, siger hun selv.

- Jeg har fået nogle kampe i benene og spillet nogle rigtigt gode kampe, og så har jeg spillet mindre godt et par gange. Jeg har tabt til et par spillere, der var i god form og elsker at spille på grus. Generelt har den været helt fin.

Efter øretæven i Rom var hun hjemme i Monaco for at træne, og onsdag kom hun til Paris, hvor hun har spillet træningskampe og fået kontant modspil med masser af spin fra sin mandlige, polsk hittingpartner.

- Det handler om at finde rytmen på gruset. Nogle gange skal man bare igennem. Der er kampe, hvor det bare handler om at overleve, om at blive ved med at kæmpe, siger hun og smiler lidt ved påmindelsen om, at hun kommer hertil som den seneste grand slam-vinder.

- Ja, og det er en fed fornemmelse at være her efter den sejr. Det giver lidt mere ro på. Der er lidt mindre pres, når jeg ved, at jeg før er gået hele vejen.

- Kan du også vinde en grand slam på grus?

- Jaeh, det tror jeg, tøver hun lidt.

- Det er ikke umuligt. Om det bliver i år, ved man aldrig, men jeg føler, det er meget åbent. Der er ingen storfavoritter på grus i øjeblikket. Halep bevæger sig godt på det, og Kvitova har spillet rigtigt godt, men det er meget åbent.

Så glad var hun, da hun havde besejret Kuznetsova sidste år i en kamp, der lignede lidt af et svendestykke på grus. Foto: AP
Så glad var hun, da hun havde besejret Kuznetsova sidste år i en kamp, der lignede lidt af et svendestykke på grus. Foto: AP

’Hele vejen’ er syv kampe i grand slam-sammenhæng. Og for Carolines far og træner, Piotr Wozniacki, skal der først og fremmest ske noget oppe i hendes hoved, hvis hun skal gøre det for anden gang på et underlag, der ikke er hendes favorit.

At besejre hele eliten på grus kræver nemlig en accept af, at hun ikke kan praktisere den type tennis, der de senere år har bragt hende så meget succes på hardcourt.

- Vi kommer til Paris med en masse andet end tidligere år. Vi har trænet lidt anderledes, og jeg tror, Caroline forstår gruset lidt bedre i dag.

- Det handler om at kunne håndtere forskellige situationer og forskellige modstandertyper. Hun må forstå, at hun skal arbejde lidt mere for pointene og spille på en anden måde end den, hun helst vil. Hun skal for eksempel spille mange høje bolde, siger han.

- Caroline har ikke den samme power som nogle af de store piger. Hun kan ikke satse på at slå knock out hele tiden. Måske i en kamp men ikke mod alle. Forhåbentlig vil du se hende spille mere kreativt på en fornuftig måde.

Caroline er begyndt at forstå, hvordan man spiller på det langsomme underlag, mener Piotr Wozniacki. Foto: Ritzau Scanpix
Caroline er begyndt at forstå, hvordan man spiller på det langsomme underlag, mener Piotr Wozniacki. Foto: Ritzau Scanpix

Han frygter, at hun falder ud af kampene undervejs, taber koncentrationen, ikke følger taktikken og begynder at spille sit foretrukne spil fra hardcourt-banerne.

For i en grand slam kan han ikke komme ned og coache hende under en kamp. Han kan ikke ’kalde hende tilbage’ og minde hende om, hvad de taktisk havde aftalt.

- Her vil hun være alene med sin stress. Derfor er det vigtigt, at hun holder hovedet koldt, prøver at være konstruktiv og meget produktiv. Hvis hun vil vinde denne turnering, skal hun spille syv gange som en grusspiller.

Sidste år fremstod Caroline Wozniacki faktisk som en spiller, der bevægede sig mere naturligt på gruset og fandt den rette tålmodighed. Hun slicede i passende doser, kom overraskende til nettet og brillerede med skarpe stopbolde fra forhånden.

Det sidste kan igen blive et brugbart våben, mener hendes far og træner. For at bryde modstanderens rytme og sende signaler om forudsigelighed. Så må man tage et par mislykkede af slagsen med.

Frygten for ankelskader har tidligere spillet en rolle i Caroline Wozniackis forhold til det røde underlag. Foto: AP
Frygten for ankelskader har tidligere spillet en rolle i Caroline Wozniackis forhold til det røde underlag. Foto: AP

Den andenseedede dansker ligger ikke langt fremme i bookmakernes felt af favoritter, og det er helt fair, mener Piotr Wozniacki, der efter de mange år ved Carolines side har det med at tale i ’vi-form’:

- Vi ved godt, at vi ikke er favoritter her, men vi kan godt spille på grus, og de andre kan blive nervøse over at skulle møde os.

- Caroline skal spille 110 procent på de ting, som hun godt kan på grus. Hun skal være glad på banen og ikke tabe koncentration. Det sidste er den vigtigste faktor.

Den første modstander, amerikanske Danielle Collins, kan meget vel udfordre hele den palet, han efterlyser.

Verdens nummer 44 har det ligesom Caroline bedst på hardcourt, hvor hun i år har leveret opsigtsvækkende resultater med semifinale i Miami og kvartfinale i Indian Wells.

De to mødes på Roland Garros mandag.

Se også: Wozniacki efter Serena-visit: - Hun får os op på tæerne

Se også: Kun plads til de største: Caroline i fornemt selskab

Sport og Spil Günter stak Monica Seles ned: Ingen måtte slå Steffi!

70 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere