Nadal er tilbage med vellykket comeback

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal vandt onsdag aften sin comeback-kamp i single efter syv måneders pause

Rafael Nadal er tilbage på tennisbanen med en sejr.

Sent onsdag aften dansk tid vandt den tidligere spanske verdensetter 6-3, 6-2 over argentinske Federico Delbonis i anden runde af ATP-turneringen VTR Open i chilenske Vina del Mar.

Kampen var Nadals comeback i single efter syv måneder ude - primært på grund af en knæskade. Tirsdag tyvstartede Nadal sit comeback med en sejr i doublerækken sammen med argentineren Juan Mónaco.

Nadal, der på grund af sin lange skadespause er røget ned som nummer fem på verdensranglisten, sad som turneringens førsteseedede over i første runde.

Delbonis, som er nummer 128 i verden, kunne ikke stille noget op mod Nadal. Spanieren havde ellers bebudet, at han var indstillet på at tabe tidligt i sine første turneringer tilbage på ATP Touren, fordi han er rusten.

- Grusunderlaget vil uden tvivl være mindre belastende for mit knæ end andre underlag. Mit mål er at kæmpe heroisk, og forhåbentlig holder mit knæ til det.

- Der er altid en risiko for, at jeg vil tabe i første runde efter så mange måneder væk fra sporten, sagde han inden turneringens start, hvor lodtrækningen endnu ikke var foretaget.

Nadal, der er noteret for 11 grand slam-titler, har ikke spillet, siden han i juni 2012 tabte til tjekken Lukas Rosol i anden runde ved Wimbledon.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere