Franskmand efter maratondyst: Kroppen er helt smadret

Franske Gilles Simon forsøger at få styr på sine skader inden 1/8-finalen mod Andy Murray.

Det er dagen derpå for den franske Gilles Simon. Lørdag vandt han en af de mest bemærkelsesværdige kampe i dette års Australian Open - en maratondyst på fire timer og 43 minutter, hvor han slog sin landsmand Gael Monfils.

Undervejs skulle begge spillere behandles for skader og kramper. Og søndag er kroppen stadig helt ødelagt, siger Simon, der brugte det meste af natten på at modtage behandling.

- Det var smertefuldt over det hele. Jeg ved ikke en gang præcist hvor. Jeg havde kramper her, kramper der, hvor det ikke burde være muligt at have kramper, siger han og peger mod sit ben og sin hage.

De to defensive baglinjespillere var ude i ekstremt lange dueller på helt op til 71 boldudvekslinger.

- Jeg følte, at jeg spillede slutningen af kampen som i en drøm - som om jeg slet ikke var på banen. Jeg slog bare til bolden, forsøgte at løbe, at fange den og ikke tænke mere.

- Jeg var for træt til at være glad, ked af det eller tænke. I slutningen af kampen mistede jeg helt kontrollen, lyder det fra franskmanden, der tilføjer, at kampen var en af hans sværeste nogensinde.

Allerede inden kampen var 28-årige Simon ramt af en nakkeskade og måtte trække sig fra ATP-turneringen i Sydney. I ottendelsfinalen venter tredjeseedede Andy Murray, og hvis den kamp skal ende med sejr, skal det gå hurtigt:

- Det bliver meget, meget svært, men lige nu er jeg bare glad for, at jeg vandt den sidste kamp, og jeg vil gå derind og tage chancen.

- Det er svært at vinde 6-2 6-3 6-2 mod Andy. Hvis vi spiller længere end det, er jeg ikke sikker på, at jeg kan være med til slut, siger franskmanden, der har tabt de seneste ni møder med skotske Murray.

Simon har kun vundet deres første indbyrdes opgør.

0 kommentarer
Vis kommentarer