Skræmmende Radwanska uddeler dobbeltæg i Sydney

Agnieszka Radwanska har været ustyrlig i 2013, hvor hun allerede har vundet to titler

Agnieszka Radwanska har på det seneste markeret sig som en kraftig outsider til at vinde kvindernes Australian Open i tennis, der begynder i næste uge.

Torsdag vandt hun i meget overbevisende stil over Dominika Cibulkova med cifrene 6-0, 6-0 i finalen ved WTA-turneringen i Sydney.

Det var Radwanskas niende sejr i ni kampe i 2013, og dermed har hun fået fuldt hus i sæsonen indtil videre og to titler mere oven i de 10, hun havde hentet inden årsskiftet.

Polakken havde dog en smule medlidenhed med sin finalemodstander, der altså måtte indkassere to såkaldte æg undervejs.

- Dominika har spillet god tennis hele ugen og fortjente ikke disse cifre. Men jeg er selvfølgelig glad for at stå med den store pokal, siger hun.

For Cibulkova var der tale om det største nederlag i karrieren, og slovakken slukkede endda kampen med en dobbeltfejl.

0 kommentarer
Vis kommentarer