Hollænder skal udvikle Wozniackis spil

Hollandske Sven Groeneveld træder et skridt frem og tager mere ansvar for Caroline Wozniackis udvikling

Caroline Wozniacki skal have hollandsk styr på sin udvikling. (Foto: Lars Poulsen)
Caroline Wozniacki skal have hollandsk styr på sin udvikling. (Foto: Lars Poulsen)

Han har længe været en stor del af det faste team omkring Caroline Wozniacki. Nu bliver Sven Groenevelds rolle tilsyneladende endnu mere markant.

- Piotr vil gerne have mig til at tage styringen lidt mere. Jeg skal tage lidt mere ansvar for, hvordan vi kan forbedre os, siger den 46-årige hollænder til ekstrabladet.dk.

- Er det dit indtryk, at Caroline er glad for at være tilbage i velkendte rammer?

- Det tror jeg. Vi talte om det i Indian Wells (i starten af marts, red.). Vi har arbejdet sammen i tre år, så jeg tror, hun føler sig godt tilpas ved vores samarbejde. Nu skal Piotr og jeg aftale, hvordan vi fremover fordeler ressourcerne.

Læs også:

Se også: Caroline klar til Cornet - igen

Som cheftræner hos Adidas var han i første omgang manden, som Piotr og Caroline Wozniacki i lighed med de andre Adidas-spillere kunne bede om gode råd og støtte.

Dengang var Groenevelds fokus først og fremmest på Ana Ivanovic, men fra 2009 blev deres samarbejde tættere, og han har siden brugt rigtig meget tid sammen med familien, ligesom den tidligere, faste hittingpartner Mats Merkel.

Se mere:

Se også: Caroline Wozniacki flytter

Vinterens to måneder korte mellemspil med spanske Ricardo Sanchez som personlig træner var ikke noget, som Sven Groeneveld på noget tidspunkt kommenterede. Det gør han nu, hvor Ekstra Bladet spørger, om det var en oplevelse, der skabet slinger i Carolines fokus.

- Hør her. Enhver oplevelse du har med en anden træner eller en anden struktur giver dig noget viden om, hvad du gør godt, og hvad du gør mindre godt.

- Et forhold mellem en spiller og træner handler også om, hvad der sker udenfor banen. Det er måske kun 20 procent af tiden, hvor du er sammen på banen, resten er udenfor. Jeg ser det som noget positivt. Caroline har set en anden måde at arbejde på. Nu kan hun tage det bedste med derfra.

- Du lærer også af dine fejltagelser, tilføjer han så.

Læs mere:

Se også: Caroline vred på dopingkontrollen

- Var du overrasket over deres aftale?

- Nej, vi vidste, at der var en liste, og at han var på den.

- Og hvor lang var den liste?

- Ha, nej, den kan jeg ikke tale om.



Sven Groeneveld har tidligere udtalt, at han syntes, Caroline og Piotr fokuserede for meget på at bevare førstepladsen og derfor ikke fik sat nok fokus på, hvad der skal til for at vinde den manglende grand slam. Og for ham er det tydeligvis ingen katastrofe, at Caroline ikke længere er verdens nummer et.

- I dag baserer hendes fokus sig på hendes udvikling frem for førstepladsen. Hun har været på toppen, mens hun har udviklet sig. Du udvikler dig, rammer et niveau, og så ønsker du at udvikle dig igen. Det er der, vi er. Jeg kan se, at hun ønsker at forbedre sig.



- Rangeringen har ingen effekt på det. Det handler om, hvordan hun føler det, og hvordan hun fokuserer på turneringer og grand slam.

- Som træner ser jeg efter fremskridt. Caroline er 21 og er måske nået 70 procent af vejen som spiller. Der er masser af plads til forbedring, og som træner ser jeg det rent objektivt. Spilleren ser det måske anderledes.



- Hvad er dine fokuspunkter som træner lige nu?

- Jeg vil gerne se hende træde lidt mere ind på modstanderens serv og følge op på den korte bold hun får tilbage efter en god førsteserv. Jo mere hun gør det og bliver bevidst om det, jo mere vil hun føle sig tryg ved det. Det er en løbende proces.

- Men hun skal opdage de øjeblikke, der opstår, eller som hun selv skaber. Det skal gå op for hende, at hun har fået lidt mere kraft i sin førsteserv, og at hun kan bringe sin modstander i defensiven og tage tid væk fra hende.

- Hun skal rent teknisk være lidt mere bevidst om, hvor hun er på banen, siger Sven Groeneveld, der altså selv er trådt et skridt frem på banen.

1 af 2 Svend Groeneveld kender Caroline Wozniacki godt i forvejen. (Foto: Raoul Wegat)
2 af 2 Caroline Wozniacki skal have hollandsk styr på sin udvikling. (Foto: Lars Poulsen)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere