Wozniacki: Ana er altid hård

Caroline Wozniacki mener, at hun hævede sit niveau i andet sæt af kampen mod Ana Ivanovic i Dubai.

Caroline Wozniacki er tilfreds med indsatsen i sejren på 6-3, 7-5 over serberen Ana Ivanovic ved WTA-turneringen i Dubai.

Den danske tennisspiller kom dermed videre til semifinalerne i turneringen, som hun vandt sidste år.

- Ana er altid hård at spille mod. Hun har vundet en grand slam-turnering og ligget nummer et i verden. Jeg hævede mit niveau i andet sæt, og jeg håber, at publikum nød kampen, siger Caroline Wozniacki i et interview med tv-kanalen Eurosport.

Med sejren fik danskeren desuden udlignet til stillingen 2-2 i indbyrdes opgør mod Ana Ivanovic, der ligesom Caroline Wozniacki har ligget nummer et på verdensranglisten.

Andet sæt blev et orgie af servegennembrud, indtil det lykkedes for Caroline Wozniacki at holde sin serv til slutstillingen 7-5.

- Jeg prøver bare at fighte for et point ad gangen. Jeg kan ikke gøre så meget andet, siger Caroline Wozniacki.

I semifinalen skal den forsvarende mester møde enten tyskeren Julia Görges eller slovakken Daniela Hantuchova. De mødes senere torsdag aften.

0 kommentarer
Vis kommentarer