Wozniacki sendt hjem fra Qatar

Caroline Wozniacki kom på ørkenvandring i Doha, da hun overraskende røg ud til verdens nummer 28, tjekken Lucie Safarova

Nomade: Caroline nåede kun lige at pakke ud, før hun røg ud af Qatar Open i Doha. (Privatfoto)
Nomade: Caroline nåede kun lige at pakke ud, før hun røg ud af Qatar Open i Doha. (Privatfoto)

Vejret var ikke slemt - omkring 23 grader - men Caroline Wozniacki brændte alligevel sammen, da hun onsdag røg ud i anden runde af Qatar Open med et nederlag til tjekkiske Lucie Safarova.

Det var danskerens første kamp i turneringen, og efter en marathonforestilling på tre sæt, der tog omkring to en halv time at få afviklet, måtte hun sande, at ørkeneventyret var slut, før det rigtigt var begyndt.

Aggressiv tjekke
Safarova, verdens nummer 28, gik uimponeret til opgaven, og spillede andenseedede Wozniacki aggressivt fra kampens start.

21-årige Caroline Wozniacki fandt imidlertid sit bundsolide, defensive spil frem, og levede højt på tjekkens uprovokerede fejl, som optrådte lige så ofte som hendes vinderslag i første sæt.

Selv om begge spillere havde flere muligheder for at breake den andens serv, lykkedes det kun en enkelt gang - for Caroline, som tog sættet 6-4.

Skidt andet sæt
I andet sæt viste 25-årige Safarova for alvor tænder. Hun brød Carolines serv ved stillingen 2-2, og hun kørte sikkert sættet hjem 6-4.

Carolines gode fysik plejer at gøre hende stor gavn, når hendes kampe går i tre sæt, men i dag kom hun ud i en sand gyser, som desværre endte med exit for danskeren.

Læs også:

Se også: Så dyre er Caroline og Rory

Det begyndte rigtig skidt, da hun blev breaket allerede i første parti, og efterfølgende kom bagud 0-2. Hun fik dog vendt begivenhederne og udlignet til 2-2, da hun breakede tilbage i fjerde parti.

Så fulgtes de to ad igen i en kamp, der blev mere og mere underholdende som tiden gik.

Endeløst tredje sæt
Og tid gik der meget af. Da der var spillet omkring to timer smed Wozniacki i et sjældent vredesudbrud sin ketcher hårdt i jorden ved stillingen 4-4 i frustration over sit eget spil.

På tilskuerrækkerne på den gabende tomme arena bredte uroen sig til golfkæresten Rory McIlroy og far Piotr, som flere gange under kampen var nede og tale med store bogstaver.

Caroline genfandt dog rytmen - midlertidigt - og ved stillingen 5-4 til danskeren havde hun pludselig tre matchbolde i Safarovas serveparti.

Caro knækkede
Men så var det desværre tjekkens tur til at finde melodien, og hun servede iskoldt partiet hjem fra 0-40.

Og kampen ville bare ikke have en afslutning. Caroline brugte over otte minutter til at serve det næste parti hjem til 6-5 og derefter sendte Safarova løjerne i tiebreak.

Her var tjekken køligst, og Caroline Wozniackis højest overraskende nedtur var en realitet.

1 af 4 Caroline Wozniacki kæmpede hårdt, men tabte den tætte kamp. (Foto: AP)
2 af 4 Lucie Safarova blev belønnet for at spille aggressivt mod Caroline Wozniacki. (Foto: AP)
3 af 4 Tjekken vandt efter tiebreak. (Foto: AP)
4 af 4 Nomade: Caroline nåede kun lige at pakke ud, før hun røg ud af Qatar Open i Doha. (Privatfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer