Skuffet Wozniacki: Jeg vil bare væk

Den tidligere verdensetter i tennis ville helst væk fra presserummet efter nederlaget i anden runde i Doha

Caroline Wozniacki havde tre matchbolde men endte med at tabe til Lucie Safarova. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki havde tre matchbolde men endte med at tabe til Lucie Safarova. (Foto: AP)

Det var en tydeligt skuffet Caroline Wozniacki, der forsøgte at tage imod spørgsmål fra pressen efter onsdagens nederlag til Lucie Safarova fra Tjekkiet.

Men det var ikke videre overbevisende fra den tidligere verdensrangliste-etter.

Til gengæld var hun hudløst ærlig.

- Jeg har bare lyst til at komme væk herfra. Man har ikke lyst til at være her, når man taber sådan en kamp.

- Det er meget skuffende, men jeg må bare op på hesten igen, lød det ærgerligt fra Wozniacki.

Hun nappede 1. sæt og havde tilmed tre matchbolde i afgørende sæt. Men Safarova hev tre blændende server frem og reddede sig.

'Helt fantastisk'
I tiebreaken havde danskerens modstander overtaget og vandt 7-3.

- Jeg blev bare med at kæmpe, og den følelse, jeg har lige nu, er helt fantastisk, sagde Safarova om sejren over verdensranglistens nummer fire.

Nu må Wozniacki se frem til at miste yderligere point på verdensranglisten, da hun havde en finaleplads fra sidste år at forsvare.

Året har ikke fået den bedste start for Caroline Wozniacki, der i januar måtte forlade Australian Open i kvartfinalen efter et nederlag til Kim Clijsters.

Næste opgave er WTA-turneringen i Dubai næste uge.

0 kommentarer
Vis kommentarer