Spanien raser over fransk Nadal-hån

Franske Canal Plus bliver nu sagsøgt af det spanske tennisforbund efter et tv-indslag, der kraftigt insinuerer, at Rafael Nadal bruger doping

Rafael Nadal skyller lidt kildevand ned i tv-indslaget, der forarger i Spanien.
Rafael Nadal skyller lidt kildevand ned i tv-indslaget, der forarger i Spanien.

Som om det ikke er koldt nok hen over Pyrenæerne i denne tid, så er temperaturen falder yderligere på grænsen mellem Spanien og Frankrig denne uge.

Og det er især fra spansk side, at der er tale om kulde, der får nattefrosten i Danmark til at ligne en lun sommerdag.

Årsagen er den særegne franske humor, der mandag kom til udtryk i satireprogrammet 'Les Guignols' - Dukkerne - hvor det blev kraftigt antydet, at de spanske topatleter doper sig.

Se også: Så mange millioner taber Contador

Dette blev illustreret med et tv-indslag af en dukke, der forestiller Rafael Nadal, der tisser i benzintanken på sin bil og farer afsted i voldsom hast. Det blev efterfulgt af teksten: 'Spanske atleter - det er ikke tilfældigt, at de vinder'.

Bagvaskelse
Særlig uheldig var timingen, fordi Alberto Contadors karantæne var blevet offentliggjort få timer forinden.

Og det er faldet spanierne for brystet.

Se også: Contador: Vil forfølge sagen til enden

Nu planlægger det spanske tennisforbund et sagsanlæg mod tv-stationen Canal Plus. For at vise videoen og for at vise forbundets logo uden at få lov.

- Vi som forbund kan ikke tolerere sådan en bagvaskelse af vores atleter, sagde præsident José Luis Escanuela onsdag.

Sagen er såmænd også kommet op på ministerniveau, hvor den spanske minister for uddannelse, kultur og sport kaldte videoen for utålelig og usportslig.

Det hjalp selvfølgelig ikke på temperaturen, at tv-stationen i stedet for at sende en undskyldning leverede yderligere to videoer, hvor dukker formet som blandt andre Nadal og andre spanske topatleter skriver under på en støtteerklæring til den dømte Contador - med kanyler i stedet for kuglepenne.

Zapatero bakker op
I forvejen er specielt Nadal og Contador ikke i højeste kurs i Frankrig. Nadal har vundet French Open seks gange, mens Contador har vundet Tour de France tre gange.

- Det er ikke specielt rettet mod mig men mod Spanien som helhed. Med færre midler har vi opnået mere end dem, fordi vi gør noget bedre. Det handler ikke om piller eller nåle, sagde Nadal til spanske presse torsdag.

Se også: Riis accepterer karantænen til Contador

Selv den tidligere premiereminister José Luis Rodríguez Zapatero har været ude og bakke Nadal og især Contador op. I Marca onsdag bakkede han op om spaniernes forvirring omkring CAS' dom over den tredobbelte Tour-vinder.

</p>

0 kommentarer
Vis kommentarer