Kæmpe skuffelse for Federer

Legenden var efter otte år tilbage for Schweiz' Davis Cup-mandskab. Og så gik det helt galt

Det skulle være penge i banken for schweizerne.

Roger Federer tilbage på Davis Cup-holdet efter otte års fravær. I hvert fald én stensikker sejr.

Men nej. Fredag aften tabte den 16-dobbelte Grand Slam-vinder 4-6, 6-3, 7-6, 6-2 til John Isner, da USA bragte sig på 2-0 i World Group-kampen i Fribourg.

- Han spillede bare godt og servede fantastisk når han skulle. Jeg misbrugte et par chancer mere end ham, og det kostede mig i sidste ende sejren, sagde en slukøret Federer efterfølgende.

Se også: Kristian Pless fik æg i Davis Cup-comeback

Med Mardy Fish' sejr over Stanislas Wawrinka (6-2, 4-6, 4-6, 6-1, 9-7) er USA tæt på den samlede sejr.

I lørdagens double møder de to schweiziske OL-guldvindere fra Beijing doublespecialisten Mike Bryan og teenageren Ryan Harrison. Amerikansk sejr er lig med samlet sejr.

0 kommentarer
Vis kommentarer