Caroline: Han kunne ikke lære mig noget

Caroline Wozniacki siger, at den fyrede træner Ricardo Sanchez ikke kunne lære hende noget

Caroline Wozniacki forklarer nu bruddet med træneren. (Foto: Raoul Wegat)
Caroline Wozniacki forklarer nu bruddet med træneren. (Foto: Raoul Wegat)

For første gang siden den overraskende fyring af træner Ricardo Sanchez efter Australian Open udtaler Caroline Wozniacki sig om beslutningen.

Til sporten.tv2.dk siger den detroniserede verdensetter, at spanieren ikke kunne tilføre hende noget nyt.

- Derfor bestemte vi os for, at vi ville afslutte trænerforholdet. Vi er gode venner endnu, og hvis jeg vil spørge ham om noget, så er han der selvfølgelig stadigvæk, siger Wozniacki.

- Vi startede med ham ved at sige, at vi ville se i opstarten af sæsonen, og ved Australian Open, hvordan det gik, og om han kunne lære mig noget nyt og give mig nogle inputs, fortæller Wozniacki.

Hun røg ud i kvartfinalen ved Australian Open og røg efterfølgende ned som nummer fire i verden.

Ricardo Sanchez fik blot to måneder som Wozniacki-træner.

- Om jeg havde vundet eller ej, havde ikke gjort nogen forskel. Det var mere en personlig beslutning.

- Jeg føler mig så erfaren i mit spil, at jeg godt ved, hvad jeg skal træne på, og der følte vi alle sammen, at det var den rette måde.

- Han følte også, at han ikke kunne gøre den store forskel personligt hos mig som spiller, siger Wozniacki.

Efter planen skal Wozniacki i aktion igen ved WTA-turneringerne i Doha og Dubai senere på måneden.

Hviderusseren Victoria Azarenka, som vandt Australian Open, overtog Wozniackis førsteplads efter triumfen i Melbourne.

0 kommentarer
Vis kommentarer