Ferrer får skovlen under Murray i finale

David Ferrer vandt over en skadet Andy Murray ved sæsonfinalen i London. Murray overvejer nu at trække sig

Spansk succes i London (Foto: AP)
Spansk succes i London (Foto: AP)

Spanske David Ferrer fik en vigtig og noget overraskende premieresejr ved ATP-sæsonfinalen i London, da han mandag besejrede skotten Andy Murray i to sæt, 6-4, 7-5.

Murray var som nummer tre på verdensranglisten favorit forud for mødet med Ferrer, der er nummer fem i verden, men det var ikke desto mindre spanieren, som kom bedst ud af den ellers tætte dyst.

Andy Murray havde svært ved at spille op med David Ferrer, og efter kampen forklarede han, at det skyldtes en skade.

- Jeg havde et problem i min lyske, som jeg har døjet med de seneste dage efter Paris Masters, siger Andy Murray ifølge AFP.

Han overvejer nu at trække sig fra turneringen.

- Jeg ser, hvordan jeg har det, og så bestemmer jeg mig i morgen (tirsdag), om jeg spiller videre eller ej, siger han.

Det var Ferrers første sejr over Murray på hard court.

Nederlaget betyder, at Andy Murray nu sandsynligvis skal bruge to sejre i sine to sidste gruppekampe mod serberen Novak Djokovic og tjekkiske Thomas Berdych, hvis han vil avancere til semifinalerne.

Djokovic og Berdych møder hinanden senere mandag.