Ro på, Caroline

Mangler Caroline Wozniacki engagement? Mangler hun våben? Og skal hendes far træde et skridt tilbage? Hendes træner leverer svarene

Caroline Wozniacki måtte endnu engang forlade Wimbledon lang tid før, det blev rigtig sjovt. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki måtte endnu engang forlade Wimbledon lang tid før, det blev rigtig sjovt. (Foto: AP)

LONDON (ekstrabladet.dk): Der er masser af ting at arbejde med for Caroline, men heller ikke mandagens ærgerlige nederlag skaber panik i Wozniacki-lejren.

Som en integreret del af holdet var også Adidas-træner Sven Groeneveld ked af udfaldet. Og han er bestemt heller ikke ukritisk. Men i denne ærlige snak understreger han, at både hun og holdet stadig er på rette vej.

På grund af andre opgaver dukkede hollænderen først op på Bane 2 til tredje sæt.

- Her så jeg to spillere, der begge er trygge fra baglinjen. Mens den ene var på udkig efter en vinder, var den anden, Caroline, lidt tøvende og ikke rigtigt engageret.

- Ja, hun var også lidt passiv, men om det var nerver eller en del af strategien, ved jeg ikke. Jeg har ikke nået at tale med hende, før familien tog til Monaco i formiddag.

Som altid efter den slags nederlag taler folk om, hvorvidt der er behov for forandringer på holdet?

- Der er ingen grund til at hoppe ud af flyet lige nu. Sagen er at man skal kigge på hendes udvikling og på, hvor langt hun er nået de seneste tre år, hvor hun er gået langt i flere Grand Slams og er en solid nummer et.

- Som 20-årig er der masser af plads til forbedring. Der er mange områder, hvor hun stadig kan udvikle sig.

Psykolog: Caroline har mistet glæden

- Men det er også hårdt, når du står på toppen af bjerget. Så kan du tænke: Vil jeg miste noget, jeg har lige nu?

- Men Caroline skal både analysere selv og få nogle gode råd om, hvor hun kan lægge noget om i sit spil.

Ville hun rent mentalt være bedre stillet, hvis hun var verdens nummer 2?

- Det er helt åbenlyst, at hun er træt af spørgsmålene. Hun er 20 år. Hun er et menneske.

- Det er også hendes styrke, at hun er en normal person med følelser. Det kan såre, når du er nummer et og de stadig ikke giver dig kredit. Det er menneskeligt. Men det kan også bruges som motivation.

Burde hun selv tale åbent om det pres?

- Det bliver en del af hendes udvikling, at hun når til det punkt, hvor hun vil fortælle om den slags.

Et andet debatemne er, om hendes far med sin ikke-tennisbaggrund, kan bringe hende længere nu?

- Du skal ikke kigge på ham eller holdet. Du skal kigge på Caroline. Se, om hun har våben. Se på hendes bevægelser på grus og græs. Se, hvor hun kan forbedre sig mentalt, teknisk og taktisk.

- Nogle spillere har en evne til hurtig udvikling. Det har hun. Men der skal stadig lægges ting til hendes spil.

Caroline: Hvad kan jeg gøre?

- Hun har ikke en naturlig vinder-serv, som er konstant. Hun skal lære at perfektionere den til et våben. Det tager lidt længere tid.

- Se ikke på træneren. Se på typen af spiller. Hun har brug for tid til at arbejde på den slags ting. Hun har determination til at forbedre sig.

Mangler hun mod til selv at få ting til at ske på de store point?

- Der er så fin en linje. Går du over den, laver du så mange uprovokerede fejl. Er du for langt fra den, bliver du for passiv. Der skal hun bruge lidt mere erfaring.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere