Caroline og Grand Prix-helt på plakaten

Sveriges Melodi Grand Prix-stjerne Eric Saade er trækplastret sammen med Caroline Wozniacki til Swedish Open næste uge

Wozniacki og Saade skal lokke folk til Båstad tirsdag. (Foto: Collector Swedish Open)
Wozniacki og Saade skal lokke folk til Båstad tirsdag. (Foto: Collector Swedish Open)

Det kan godt være, Caroline Wozniacki er færdig i Wimbledon. Og det kan godt være, humøret er ad helvede til, mens diskussionen om hun nogensinde vinder en Grand Slam igen blusser op.

Men ikke desto mindre går verden videre.

Og allerede næste uge står den på en ny turnering, for den evigt spillende Wozniacki. Turnering nummer 17 (!) i 2011 begynder på tirsdag i svenske Båstad. Og hér er danskeren naturligvis topseedet og det store trækplaster - sportsligt.

Arrangørerne har dog ikke i sinde at lade hende rende med al opmærksomheden selv. Således dukker Eric Saade op og underholder publikum tirsdag aften, inden Wozniacki selv går på banen til den første kamp.

For de uindviede er Eric Saade ikke hvem som helst i Sverige. Han vandt tidligere på året Melodifestivalen - Sveriges pendant til det danske melodi grand prix. Og ikke nok med det. Nummeret 'Popular', som han optrådte med ved Eurovisionens Song Contest i Düsseldorf tog tredjepladsen.

Båstad ligger godt 55 kilometer nord for Helsingborg, hvorfor der er god mulighed for danske tennis- og musikfans at få sig én på opleveren tirsdag.

Udover Wozniacki er de mest profilerede spillere i Båstad Flavia Pennetta, Aravane Rezai, Lucia Safarova og de to svenske spillere Sofia Arvidsson og Johanna Larsson.

Turneringen kan følges live på Canal9.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere